Var ulven, der besøgte Skagen Odde, også inde i Skagen By og var dyret, der efterfølgende blev set, overhovedet en ulv? Det forsøger to af landets ulveforskere at give svar på
Af Redaktionen
Hvad er op og ned i de ulveobservationer, der foreligger omkring Skagen?
Det vil Miljøstyrelsen gerne have svar på og derfor har styrelsen d. 19. februar sendt spørgsmål til DCE ved Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum i Aarhus
Baggrunden er opslag på Facebook-side “Her er ulven i Danmark” fra d. 17. januar 2018 og Miljøstyrelsens spørgsmål vedrørende ulv omkring Skagen lyder som følger:
En hanulv, der kendes fra et sikkert DNA-fund i Vesthimmerland, vides at have været forbi Skagen Odde, før den siden blev registreret i Ålbæk Klitplantage med vildtkameraer. Men har Naturstyrelsen et faktuelt grundlag, som giver anledning til at formode, at denne, eller en anden ulv, har været inde i Skagen By?
På baggrund af dette spørgsmål lyder svaret fra Peter Sunde, DCE og Kent Olsen, Naturhistorisk Museum i Aarhus:
“På baggrund af den systematiske registrering af oplysninger foreligger en række sikre (C1), sandsynlige (C3a) og mulige (C3b) ulvefund i Nordjylland, der har en rumlig og tidsmæssig placering, der falder sammen med registreringen af DNA-profilen fra den nordjyske hanulv GW781m i Vesthimmerland.
Kronologien i fundene, der siden november 2017 er blevet fulgt ret detaljeret, har givet anledning til at konkludere, at disse fund med stor sandsynlighed stammer fra samme enkeltindivid (Sunde & Olsen, 2018).
Da der fra Skagen Odde ikke foreligger sikre fund, der baserer sig på DNA-spor eller billeder, men udelukkende iagttagelser uden billeddokumentation, kan det ikke konkluderes med sikkerhed, at der i det hele taget har været ulv på Skagen Odde.
Men der er grund til at formode, at en ulv formentlig har været forbi Skagen Odde under et kort visit i begyndelsen af december 2017 inden den efterfølgende blev registreret med sikkerhed i Ålbæk Klitplantage med to forskellige vildtkameraer fra den 11. december.
Den formodning baseres på flere sammenfaldende iagttagelser, hvor beskrivelserne af iagttagelserne, omstændigheder og observationsforhold tilsammen opfylder kriterierne for at klassificere fundene som mulige (C3b).
Der har efterfølgende været flere påståede ulvefund i Skagen, inkl. i Skagen by, men ud fra de kriterier moniteringen baserer sig på, har der ikke været belæg for at hævde, at der har været tale om ulv.
Derimod har samtaler med flere af de involverede observatører indikeret, at der konkret ikke har været tale om ulv.
De oplysninger vi har haft tilgængelige, har godt nok indikeret forekomsten af et hundelignende dyr, men de beskrevne detaljer omkring udseende har udelukket ulv, og i flere tilfælde er dyrets størrelse beskrevet som værende langt mindre end ulv.
Der er derfor ikke grund til at formode, at der har været ulv på Skagen Odde på andre tidspunkter end i begyndelsen af december, hvor fundene blev gjort i naturområder, der ikke er i umiddelbar nærhed af bymæssig bebyggelse.”
Læs også: Ulven ved Skagen opleves ikke som farlig + tilføjelse baseret på kildes oplevelse d. 19.1.2018
LÆS MERE OM ULVEN: Ulven – tilbage som top-rovdyr i den danske fauna