Den Nationale Hjortevildgruppe har indstillet sin hjorteplan til Vildtforvaltningsrådet. Nu skal der udarbejdes et budget, der kan vise, at der er råd til planen. Ellers risikerer kronvildtforvaltningen af havne i en luksusfælde …
Af Redaktionen
– Vi sagde ja til den samlede pakke, lyder det fra Vildtforvaltningsrådets formand Jan Eriksensen, som d. 15. marts modtog den såkaldte hjorteplan fra Den Nationale Hjortevildtgruppe.
– Men, siger rådets formand til DJ’s hjemmeside og fortsætter:
– Der var også forståelse for Jægerforbundets to forbehold i forhold til den samlede aftale. Det betyder, at der frem til junimødet skal ske en uvildig biologisk og juridisk udredning af arealbegrænsningen i forhold til, om det dels vil være medvirkende til at opnå de nationale mål, dels hvordan det kan administreres i praksis.
Læs mere:
Jægerforbundet har gennem hele forløbet forsøgt at lægge afstand til arealbegrænsningen, men både i det forkastede forslag 1 og i det nye og netop indstillede forslag 2 indgår der arealbegrænsninger i tilknytning til kronvildtjagten.
Efter meget at dømme er det da også den voldsomme kritik på ikke mindst de sociale medier, som har presset forbundet til at udbede sig mere tid til juridisk og faglig vurdering af planen.
– Vildtforvaltningsrådet har forståelse for, at Jægerforbundet har behov for at kanalisere mere viden ud til medlemmerne om den fremtidige kronvildtforvaltning, hvorfor jeg selv beredvilligt vil stille op til dialogmøder og håber, at formanden for Den Nationale Hjortevildtgruppe, Svend Bichel, vil gøre det samme, lyder det fra Jan Eriksen.
Såfremt Jan Eriksen tages på ordet, er det viden fra Jægerforbundet til medlemmerne og ikke fra medlemmerne til forbundet, der nu er brug for.
Dette synspunkt er opsigtsvækkende eftersom de eneste fagligt begrundede afskydningsplaner endnu kun er set uden for Den Nationale Hjortevildtgruppe og Danmarks Jægerforbund.
Læs mere:
Egon Bennetsen lancerer helt ny hjorteplan
Hjorteplanen fra Den Nationle Hjortevildtgruppe er nemlig endnu ikke fagligt begrundet, hvilket har været et alt overskyggende kritikpunkt af gruppen og dens arbejde.
Den indstillede plan er dog ikke vedtaget endnu og vejen til ministerens underskrift kan være lang.
P.t. må vi dog konstatere, at der nu er en plan, som bl.a. indeholder brunstjagt, arealbegrænsning og kortere jagttid på hjort.
Læs også:
150 artikler om Netnatur.dk’s hjortevildtdebat
Derfor er det nu op til Vildtforvaltningsrådet at sandsynliggøre, at planen holder til en kritisk gennemgang.
Ud over det juriske spørgsmål, skal der naturligvis også være “råd til” at gennemføre de forslag, som Den Nationale Hjortevildtgruppe indtil videre har snakket sig frem til.
Det er trods alt Vildtforvaltningsrådet, der med udgangspunkt i egne rækker, har nedsat den politisk funderede nationale hjortevildtgruppe.
Derfor er det også Vildtforvaltningsrådets opgave at sikre, at den danske kronvildtbestand ikke havner i en luksusfælde – opkaldt efter det populære TV-program, – som det kan vise sig meget dyrt at komme ud af igen.