Den fulde opmærksomhed omkring hunden er afgørende under hundens første trampejagt, hvor muligheden for vejledning er særlig god
Af Michael Sand
Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER
Selv om markvildtet er trængt i det dyrkede land, er det stadig muligt at deltage på en regulær trampejagt. For den unge hund kan det være en rigtig god oplevelse.
Fasan, agerhøne og hare har det vanskeligt i det åbne land.
I områder uden udsætning og intensiv vildtpleje er bestandene ofte så sparsomme, at de ellers så populære vildtarter ikke udsættes for jagt. Dels fordi det hedder sig, at det ikke kan betale sig, og dels fordi jagtglæden ved at nedlægge en hårdtpresset vildtart er for lille.
LÆS mere om HUND
Navnlig agerhønen nyder jægernes beskyttelse, og mange undlader helt at skyde til hønseflokken, hvis de tilfældigt løber over en. Især hundesportsmanden eller -kvinden holder i reglen skuddet tilbage, da han under træningen af navnlig stående og stødende hunde har brug for vilde og frem for alt levende agerhøns.
Heldigvis findes der stadig områder, hvor der afholdes regulær trampejagt. Navnlig i områder, hvor der udsættes vildt, kan det først på sæsonen ofte betale sig at opsøge dyrkede marker. Men hvor det førhen var almindeligt, at to-tre jægere og en hund eller to afsøgte marklandet, afvikles trampejagterne også som en slags selskabsjagt med mange deltagere.
Trampejagt eller Rough Shooting – kært barn mange navne, – går ud på at jægerne “går vildtet op” ved at anvende meget kortsøgende eller koblede hunde.
Har man mulighed for at deltage på en vildtrig trampejagt, kan det være en særdeles god træning for hunden. Langt de fleste hunde skal før eller siden deltage på jagter, hvor der er flere deltagere, og en skydefri dag i selskab med andre jægere er en god investering. Navnlig da jagten afvikles i åbent terræn, hvor hunden kan se, hvad der foregår.
På den måde kan man lære den korrekt opførsel i en lang række situationer.
I skov og uoverskueligt terræn vil det tage meget længere tid at vise hunden til rette i forhold til de mange episoder, der kan udspilles under en jagtdag. Med hunden under kontrol kan man således vejlede den i ønskelig opførsel, når den ser et stykke råvildt springe bagud af såten, ser en flok agerhøns lette fra kartoffelmarken, eller ser en af de øvrige hunde apportere en endnu ikke forendt fasankok. Alt sammen indtryk, som kan ophidse hunden og få den til at fortrænge sin lærdom.
Naturligvis vil de fleste jagthundetrænere også gerne nedlægge en hare eller en fasan, når invitationen eller chancen byder sig.
Den fulde opmærksomhed omkring hunden er dog det, som giver det bedste resultat, og derfor er det vigtigt, at man skubber egen jagtlyst i baggrunden og helt og holdent sørger for, at hunden introduceres til jagten på en så hensigtsmæssig måde som muligt.
Uheldigheder under trampejagten
Det er dog de færreste steder, at vildtet kun trampes op. Mere almindeligt er det at anvende stødende hunde i driverkæden. Disse fungerer tillige som apportører. Derved reduceres apporteringsmulighederne for den unge hund der – i line eller fri ved fod – går med i kæden for første gang.
Synet af det lettende vildt, synet af hundene, der søger og apporterer, og lyden af skud og andre jægeres fløjt og tilråb er dog med til at afprøve hundens lydighedsniveau og sætte den under pres.
Derfor skal man være særlig opmærksom på ethvert tegn på uro hos hunden og gøre, hvad man kan for at berolige den.
Skulle det ske, at den bliver decideret stresset af oplevelserne og begynder at pibe eller trække i snoren, kan man sakke lidt bagud af kæden og på afstand vænne hunden til, at den blot skal forholde sig rolig, indtil den får besked på det modsatte.
Falder der på et tidspunkt en dødskudt fugl, som hunden ikke ser, kan man trække hunden frem til området og bede den eftersøge fuglen. Forudsat naturligvis, at hunden er rolig og tryg ved situationen.
Vigtigt er det, at andre hunde ikke pludselig dukker op og begynder at blande sig i begivenhederne. Ikke alle hunde, som deltager på selskabsjagter, er af lige høj dressurmæssig standard. Derfor er det vigtigt, at den første apportering kan gennemføres i fred og ro.
Under hundens første trampejagt skal den ikke nødvendigvis apportere nedlagt vildt. Artiklen her, der handler om Jagthund på harejagt er en del af en serie om Jagthudens træning.
Noget nær det værste, der kan ske, er, at en fremmed hund pludselig viser sig i området og kaster sig over den nyskudte fasan, som ens hund bærer i munden.
En ung hund vil givetvis straks slippe grebet, men er hunden selvstændig og egenrådig, risikerer man, at den ikke overgiver sit bytte uden kamp.
Tovtrækkeriet vil i reglen ødelægge det nedlagte vildt, og hvad værre er, kan det også ødelægge hundens vildtbehandling.
Næste gang, den under returneringen ser en hund nærme sig, vil den klemme kæberne ekstra hårdt fast om vildtet, og dermed er det første klem taget i en ond spiral, der kan ende i permanent eller situationsbestemt hårdmundethed.
