Ammunitions-kataloger indeholder et væld af info, som alle kan hjælpe med at bedømme, hvilken kugle der er den bedste til de individuelle jagtformer
Ballistisk Koefficient – hvad er det?
En beslutning du ikke fortryder – tilmeld dig NETNATURS nyhedsbrev med fordele og udvalgte
artikler
Af Ib Nordentoft Andersen (arkiv)
Én af disse mange informationer, som man blandt andet kan finde i f.eks. Normas katalog, er kuglens ballistiske koefficient, der normalt forkortes til BC.
Udtrykket Ballistisk Koefficient dækker først og fremmest, men ikke udelukkende, over kuglens aerodynamiske form, hvor man let kan forestille sig, at et lang, spids og torpedoformet legeme har en bedre aerodynamik end en rund kugle af samme vægt.
I BC indgår endvidere kuglens vægt i forhold til formen, hvor sikkerhedsafstanden for haglpatroner som bekendt ændres med kuglestørrelsen/vægten.
Vi ved jo, at et rundt hagl nr. 1 har en større sikkerhedsafstand end et rundt hagl nr. 7, selv om de to har samme form og udgangshastighed. Og endelig har projektilmaterialet og dermed vægtfylden også indflydelse, hvor et tungstenhagl nr. 1, skyder længere end et stålhagl nr. 1.
BC angives som en decimal, hvor størsteparten af jagtprojektiler ligger mellem 0.200 og 0.500. Bemærk, at de fleste kataloger er på engelsk og derfor skrives de efter det amerikanske system med et punktum og ikke et komma. En kugle med BC på 0.500 er særdeles aerodynamisk og specialkugler kan endda nå op over 1.000!
Den absolutte modsætning til GS kuglen er den kugle der indleder artiklen, en rundnæsede, 36,9 gram .500 Nitro Express nede på BC .0368 eller endnu værre en 3,6 gram .222 Oryx helt nede på BC .185.
Et Norma-katalog viser klart betydningen af den ballistiske koefficient:
Her er vist tallene for fire .30-06 patroner. Øverst den grønnæsede Nosler på 9,7 gram med en ret høj BC på 0.421, som dog, på trods af den næsten ens udformning, overgås af 11,7 grams Accubond, der på grund af højere vægt er lidt bedre med 0.507. Begge kugler er meget aerodynamiske med lang, spids næse og torpedoformet/indsnævrende bagende.
Nedenunder er den lidt mere rundnæsede A-Frame, der næsten ikke har indsnævring i bagenden og derfor en lidt ringere BC på 0.400. Egentligt ganske godt, men det bliver væsentligt ringere med Alaska nederst, der har en meget stumpet snude og flad bagende og derfor ryger ned på BC 0.257.
Lad os se på, hvad disse tal betyder for kuglernes præstationer langs skudbanen:
For den bedste sammenlignings skyld kan vi kigge på 11,7 gram Accubond og 11,7 gram Alaska. Da Alaska har en anelse højere Vo ligger dens Eo selvfølgelig lidt højere, men allerede på 100 meter har Alaska, grundet sin væsentlig ringere BC, mistet så meget fart, at E100 ligger nede på 2.948 joule mens Accubond stadig har 3.352 joule.
“Alaska har altså mistet næsten 500 joule mere end Accubond på blot 100 meter!”
Alaska har altså mistet næsten 500 joule mere end Accubond på blot 100 meter. Og ude på 300 meter er den helt gal med Alaska – nu nede på 1.533 joule sammenlignet med 2.454 joule. Altså en forskel på hele 60%.
Det fremgår altså tydeligt, at med samme vægt og Eo mister den dårlige BC sin energi meget hurtigt og den er derfor bestemt ikke egnet til de lange skudafstande.
Og et kig på ordinaten viser også en meget stor forskel, hvor den rundnæsede ikke alene mister fart og energi, men så sandelig også højde.
Ved en indskydning på 100 meter er Accubond på bare 200 meter faldet med 13,4 cm. Men det er ingenting i forhold til Alaska, der er faldet med hele 15,7 cm.
“Så dårlig BC koster kuglehastighed og dermed energi og højde.”
Det er også interessant at sammenligne den lette 9,7 grams Nosler BST med Alaska. Den lette kugle med god BC har lavere Eo, men på trods af sin lettere vægt har den bedre E100, fordi den beholder sin hastighed bedre.
Så et grundigt kig på tabellerne kan være ét af de mange hjælpemidler til valg af den optimale patron.
Læs mere om RIFFELJAGT