Hensynet til ”visse store jordbesiddere” har styret Den Nationale Hjortevildtgruppe (DNH), lyder det på de sociale medier, hvor der henvises til et citat. Men citatet er ikke korrekt, lyder det fra formanden for DNH …
Af Redaktionen
På de sociale medier har der rejst sig et ramaskrig blandt de mange jægere, som har fulgt debatten om fremtidens hjortevildtforvaltning. En forvaltning, der på flere områder vil bryde fundamentalt med de danske traditioner, såfremt forslaget fra Den Nationale Hjortevildtgruppe bliver vedtaget. Da vil der for første gang i nyere dansk jagthistorie blive indført kvoter på privatejede jagtarealer.
Vildtforvaltningsrådets vildtforvaltningsråd
Forslaget om kvoter og arealbegrænsning udspringer af Den Nationale Hjortevildtgruppe, der er en slags vildtforvaltningsråd nedsat af Vildtforvaltningsrådet. Altså et rådgivende råd for det rådgivende Vildtforvaltningsråd, som har til formål at rådgive den siddende Miljø- og Fødevareminister, hvem det så end måtte blive.
Vildtforvaltningsrådets rådgivende råd er ikke sammensat af uvildige fagfolk, men af personer fra de organisationer, der allerede er repræsenteret i Vildtforvaltningsrådet.
Det kan derfor næppe overraske, at det rådgivende underråd i form af Den Nationale Hjortevildtgruppe er styret af forskellige holdninger til fremtidens hjortevildtforvaltning.
Allievel har et mødecitat offentliggjort på de sociale medier virket som en rød klud på de mange jægere, som følger tilblivelsen af fremtidens hjortevildtforvaltning.
Det jeg hørte
Det hele startede da en debattør bragte følgende referat fra et møde afholdt i Jysk Landbrugsrådgivning i Billund den 23. september.
”Det er en betingelse at brunstjagt (1/9-14/10) og arealkrav (1 Hjort/100 ha) skal indgå i den fremtidige hjortevildtforvaltning, såfremt ‘visse’ store jordbesiddere skal støtte den fremtidige hjorteforvaltningen”
”Det var det JEG hørte formanden for DNH fremlægge igår aftes hos jysk landbrugsrådgivning i Billund”
Indslaget blev bragt den 24. februar og satte gang i en længere debat på Facebookgruppen Hjortevildtforvaltning i Danmark, som er ét af de steder, hvor jægere mødes for at diskutere hjortevildt og ikke mindst forvaltning af samme.
De fleste debattører udtrykte harme over, at man – hvis citatet står til troende – allerede havde lagt sig fast på et løsningsforslag inden man satte sig til forhandlingsbordet og begyndte at se på de forslag, der var tilsendt fra blandt andre Egon Bennetsen – en af landets mest erfarne vildtbiologer med speciale i hjortevildt.
Egon Bennetsens forslag peger nemlig i en helt anden retning end brunstjagt og arealbegrænsning og kvotebestemt afskydning. Bennetsen mener, at brunstjagt er en direkte hindrig for at nå i mål med de målsætninger, som Vildtforvaltningsrådet har formuleret.
Citatet er ikke korrekt
Det er naturligvis helt legalt, at interesseorganisationer forsøger at presse Den Nationale Hjortevildtgruppe i en bestemt retning eftersom gruppen allerede er holdningsstyret.
Men naturligvis er det opsigtsvækkende, såfremt visse større jordbesiddere står så stærkt, at de er i stand til at låse løsningsforslagene fast inden man begynder at se på de øvrige forslag. Og ikke mindst inden man begynder at se på hvad fagfolk byder ind med af konkrete konsekvensberegninger.
Derfor springer citatet da også i øjnene al den stund, at den nye formand for Den Nationale Hjortevildgruppe ikke er nogen novice i dansk naturpolitik.
Vildbiologen Svend Bichel er fhv. præsident for Danmarks Naturfredningsforening og desuden fhv. forskningschef hos Danmarks Miljøundersøgelser
Netnatur.dk kontaktede derfor formanden for Den Nationale Hjortevildtgruppe, da vi ønskede det omdiskuterede citat fra de sociale medier bekræftet:
”Det er en betingelse at brunstjagt (1/9-14/10) og arealkrav (1 Hjort/100 ha) skal indgå i den fremtidige hjortevildtforvaltning, såfremt ‘visse’ store jordbesidder skal støtte den fremtidige hjorteforvaltningen”.
Og i en mail fra Svend Bichel tilsendt Netnatur.dk den 26. februar lyder det:
”Citatet er bestemt ikke korrekt.”
Formanden for Den Nationale Hjortevildtgruppe afviser desuden, at løsningsforslagene som påstået var låst fast inden man begyndte at sortere i de mange tilsendte ideer.
– Det ville være uhørt, hvis enkeltgrupper kunne stille betingelser til vort arbejde i DNH”, udtaler Svend Bichel og fortsætter:
”Jeg sagde, under gennemgang af forslaget fra DNH, at den forkortede jagttid på hjort fra 1/9 til 15/10 havde to formål. For det første at få flere ældre hjorte og for det andet at få skilt hjortejagten fra jagten på produktionsapperatet, så man kunne koncentrere sig om hind og kalv resten af jagttiden for at formindske skaderne på jordbruget.”
Det er dog næppe ovenstående udlægning, der har startet debatten på de sociale medier. Den skal nok søges i nedenstående, hvor Svend Bichel skriver, at han på mødet i Billund udtalte følgende:
”Det gav så samtidigt den sidegevinst for mange store ejendomme, at de stadig kunne tjene penge på salg af trofæer.”
Det er måske denne udtalelse, der har givet anledning til den påståede fejlcitering på de sociale medier.
Det er dog opsigtsvækkende, at fejlcitereingen flere dage efter publiceringen fortsat står uimodsagt.
Især da den dermed tegner et billede af forhandlingsklimaet i Den Nationale Hjortevildtgruppe, som Danmarks Jægerforbund (DJ) næppe kan leve med.
Danmarks Jægerforbund har dog valgt at overse den igangværende diskussion, selv om den må opleves som stærkt skadelig for medlemmernes oplevelse af DJs rolle i Den Nationale Hjortevildtgruppe. Ja for hele DJs rolle i debatten om fremtidens vildtforvaltning.
Dag for dag bliver det mere og mere cementeret, at det er visse store jordbesiddere, der svinger dirigentstokken i fremtidens vildtforvaltning. Uanset om citatet er korrekt eller ej er det næppe en holdning, som forbundet kan leve med.