Flertallet forventer ikke reduceringen af det danske braklægningsareal vil påvirke deres råvildtudbytte, mens mere end hver tredje tror på det modsatte.
Råvildtet elsker at opholde sig i brakmarker. Især under efteråretsjagterne ses de ofte i de udyrkede braklagte arealer, hvor de kan finde både føde og skjul. I vinterhalvåret yder de høstede marker ikke tilsvarende dækning. Men stigende fødevarepriser har betydet, at landbruget ikke skal braklægge et vist antal ha pr. sæson. Braklægningen er stadig støtteberettiget, men den er blevet frivillig.
Det har medført, at mange tusinde ha braklagt landbrugsjord atter indgår i produktionen. Hvad det kommer til at betyde for den danske fauna er endnu uvis. Men en lille spørge-undersøgelse gennemført blandt Netnatur.dk’s jægere viser, at 37% forventer en tilbagegang i deres personlige udbytte af råvildt som direkte konsekvens af de nye regler. Kun 9,4% mener, at udbyttet ligefrem vil stige, mens 53,5% forventer at nedlægge det samme antal dyr, som de plejer. Altså at de nye regler ikke får indflydelse på antallet af dyr, som de forventer at nedlægge.
Men undersøgelsen giver ikke svar på hvordan jægerne forventer, at udviklingen i råvildtbestanden generelt vil udvikle sig de kommende år. Havde vi i stedet spurgt: Hvad forventer du, der vil ske med den danske råvildtbestand, som følger af det reducerede braklægningsareal, havde vi muligvis fået en anden fordeling af svarene. Den jæger, der biologisk kan forsvare at nedlægge 10 dyr på sit terræn, men som kun nedlægger 3, forventer næppe en nedgang i sit udbytte, selv om råvildtbestanden i hans område går den ene eller anden vej. Derfor afspejler undersøgelsen ikke jægernes forventning til udviklingen i den samlede danske råvildtbestand. Den giver kun svar på, hvordan de tror, at de nye regler vil påvirke deres personlige råvildtudbytte.
Kun fremtidens vildtudbyttestatistik vil afspejle, hvordan den samlede afskydning af råvildt vil udvikle sig. Men hvad der ligger bag en eventuel bevægelse i det samlede udbytte giver statistikken ikke svar på. For naturligvis er det braklagte areal kun en af mange faktorer, der sammen med en helt masse andre, er med til at bestemme, hvor meget råvildt de danske jægere nedlægger årligt. Landmanden, jægeren og buejægeren Anders Bach fra ejendommen Ny Vrå, som har gjort jagt til en nicheproduktion, mener dog, at det er vigtigt, at jægerne ikke bare passivt ser til, at de mange råvildtbiotoper forsvinder.
-Ved at fjerne brakken, fjerner man også en af dyrenes foretrukne rastepladser. Et sted, hvor der ikke køres med gylle eller kemikalier og hvor der sjældent er forstyrrelse af mennesker og maskiner. Derfor bør man som jagtlejer og jagtudlejer undersøge, hvilke muligheder der er for at erstatte brakken. Det vil være for omfattende at komme ind på her, men flere tiltag er faktisk støtteberettiget. Derfor er der efter min mening ikke grund til at gå i sort over de nye regler. Vi skal bare anvende de erstatningsalternativer, der allerede findes, slutter den nordjyske landmand.
Resultat af Netnatur.dk undersøgelse maj 2008:
Jeg forventer, at mit årlige udbytte af råvildt vil være uforandret : 53.5%
Jeg forventer, at mit årlige udbytte af råvildt vil stige : 9.4%
Jeg forventer, at mit årlige udbytte af råvildt vil falde: 37%