Hvem har ikke set den hvide vipstjert, når den muntert sidder på jorden eller på en tagryg og vipper lystigt med sin lange hale?
Af Redaktionen
En lille, slank og graciøs samt særdeles livlig spurvefugl, der konstant er i bevægelse. Går med nikkende hovedbevægelser, og gør tit udfald efter bytte for derpå at fryse i bevægelsen med kraftigt vippende hale, hvilket har givet vipstjerten (Motacilla alba) dens danske og også engelske navn – White Wagtail.
Karakteristisk sort, grå og hvid fjerdragt og meget lang, slank sort/hvid hale. Længde 16,5 til 19 centimeter, vingefang på mellem 25 og 30 centimeter. Vægt er 19 til 27 gram.
Hannen med sort isse og nakke, som er skarpt afsat mod den blågrå forryg. Hvide vingebånd. Hunnens farvetegninger som hos hannen, men mindre sort i nakken.
Kaldet er med det ivrige 2-3 tonede “tsli-vit”, eller “tsi-tsi-litt” let at kende.
Sangen består af svage, enkelte kvidrende toner, vekslende med korte pauser, og høres sjældnere.
Udbredelse
Almindelig yngle- og trækfugl i Danmark, hvortil den ankommer i marts/april. Vipstjerten flyver væk igen i september eller oktober måned til Sydeuropa eller Nordafrika.
Kun i sjældnere tilfælde vælger den at overvintre den i Danmark.
Træffes i det åbne land, da den i fødesøgningen foretrækker arealer, hvor den kan se og forfølge sit bytte. Ses hyppigt i agerlandet, på heder, ved bredden af søer og åer, strande, enge og grusgrave, undertiden i mere øde skove og i moser.
Den er i vid udstrækning knyttet til mennesket og færdes derfor også nær bebyggelser, i haver og ved møddinger
Arten yngler i hele Europa og Asien op til 75 grader nordlig bredde, og den er kun fraværende i det arktiske område, hvor juli isotermen er mindre end 4 graders Celcius. Den yngler også i Marokkos bjerge og i det vestlige Alaska. I alt findes der 11 underarter, som varierer lidt i den grå-/sorthvide farvetegning og størrelse.
Den danske bestand blev mere end fordoblet fra midten af 70`erne til ca. 2.000, hvorefter bestanden har været ret stabil. Forklaringen er stabile forhold i vinterkvarteret samt artens tilpasning til det moderne industrisamfund.
Ynglebestanden angives til at være mellem 100.000 og 150.000 par.
Levevis
Den hvide vipstjert yngler gerne i nærheden af vand. Forekommer ikke i skov eller tæt bebyggede byområder.
Den skålformede rede, der anbringes i hulheder, i stenmure, under broer og tegltage, i ventiler, under drivtømmer, store sten og lignende steder, bygges af tørret græs og fores med blødt materiale, bl.a. dyrehår.
Der lægges mellem 5 og 7 grålige æg med rødlige platter. Rugetiden tager mellem 13 og 14 dage. Opfostringen af ungerne er 14 til 16 dage. Den yngler for det meste to gange om året. Begge forældrefugle hjælper til med rugning og opfostringen, hunnen dog mere end hannen.
Vipstjerten er monogam og forsvarer yngleterritoriet.
Samles uden for yngletiden i hundred- til tusindvis på fælles overnatningspladser i rørskove, ved søer og åer eller i træer.
Føde
Lever af insekter og andre smådyr, som den tager enten direkte fra jorden eller under hurtige opflyvninger i luften Føden består først og fremmest af fluer og andre tovingede insekter. Men den tager også biller, vandnymfer, små snegle, edderkopper, orme, krebsdyr, maddiker. Den er også set tage fiskerogn.
Hvid Vipstjert er usædvanlig for så vidt, at den i den del af sit udbredelsesområde, hvor arten er standfugl, fortrinsvist lever af insekter, også om vinteren. Andre insektædende fugle i det tempererede område, må enten trække bort om vinteren eller skifte over til plantekost.
