Hvorfor bliver faktuelle anmærkninger i Jægerforbunds artikel ikke rettet og bliver Ph.D’er i statistik – fejlagtigt og mod deres vilje – anvendt som gidsler i sag, der skal bane vej for noget helt andet?
Af Redaktionen
På baggrund af Danmarks Jægerforbunds (DJ) opfordring til at indsende tænder fra nedlagte kronhjorte skrev Netnatur.dk til to af de skarpeste kritikere af metoden, nemlig Steen Andersen og John Vestergaard Olesen. Begge tilknyttet Århus Universitet.
Den 10. januar 2018 skrev Michael Sand, Netnatur.dk følgende spørgsmål til ovenvænte:
Kan se at Jægerforbundet trods kritik af gennemført tandsnits-undersøgelse alligevel fortsætter indsamling af tænder fra kronvildt til aldersvurdering.
Nogle af vores læsere har fået den fornemmelse, at I (Steen Andersen og John Vestergaard Olesen) siger god for metoden – testet via de 37 dyr – og at aldersvurdering via tandsnits-analyser alligevel godt kan anvendes som barometer på aldersstrukturen i den danske hjortebestand.
Jeg vil derfor meget gerne høre Jeres mening om denne udlægning af DJ’s artikel
Bedste hilsner
Michael Sand
Steen Andersen og John Vestergaard Olesen svarer d. 14. januar følgende :
Vi forstår godt, at dine læsere får det indtryk ved at læse DJ’s artikel.
Vi har vi flere gange forgæves forsøgt at få rettet faktuelle fejl ved mail til Niels Søndergaard (NS red.) og vurderer artiklen som stærkt tendentiøs og bundet op på politiske beslutninger, der ikke er evidensbaseret. Vi ønsker ikke at indgå i Jægerforbundets såkaldte ”fakta-bokse”.
NS er klar over, at der er forskel på den afrapporterede R2-værdi og selve forklaringsgraden, men skriver samtidig, at han er usikker på, om alle forstår forskellen. Når han således fejlagtigt fastholder at benytte ordet forklaringsgrad på hjemmesiden, kan vi kun opfatte det som et bevidst forsøg på at føre læseren bag lyset.
En nyligt opstået tvivl er desuden hvorvidt dyrene fra Oksbøl har kendt eller estimeret alder. På et møde, hvos NS deltog, fik vi oplyst, at Oksbøl-dyrene ikke, som ellers oplyst af DCE, var indfanget som kalve, men derimod på et senere tidspunkt i livet, og at den såkaldte ”kendte alder” nu tilsyneladende er en ”estimeret kendt alder”.
Oplysningen er i overensstemmelse med en artikel fra DJ, men NS har siden skrevet til os, at dyrene fra Oksøl har kendt alder.
Vi ved ikke, hvad vi skal tro, men oplysningen om, at Oksbøl-dyrene har ikke-kendt alder kommer nok ikke ud af det blå og vil i fald diskvalificere de 17 Oksbøl-dyr fra at indgå i analyserne.
Vi har givet en faglig kritik af DCE’s rapport og vi har ingen politiske eller personlige interesse i denne sag, men vi står bare tilbage og undrer os over, at man nu vil forsøge af forvalte kronvildtet på den frie vildtbane på baggrund af resultaterne fra en forkert model på en ikke-repræsentativ, ikke-tilfældig, lille stikprøve på 20 dyr fra dyrehaver.
Dbh
Steen og John