De første tilfælde af iltsvind i år har ramt de danske farvande. Det er gået ud over blandt andet områder i Limfjorden, Lillebælt og det Sydfynske Øhav
Af Miljøstyrelsen
Iltsvind er nærmest en årligt tilbagevendende begivenhed og er en uheldig cocktail med mange forskellige ingredienser.
Hvert efterår rammes flere områder af iltsvind, som betyder at mængden af ilt i de nederste vandlag falder. Det er skidt for dyr, fisk og planter, som har brug for iltholdigt vand for at kunne leve. Derfor flygter fisk fra de ramte områder, mens for eksempel muslinger, som er mere hårdføre, godt kan overleve.
Der er flere forskellige forhold der afgør, hvor hårdt ramt de danske farvande bliver ramt af iltsvind.
Hvorfor opstår iltsvind
Iltsvind opstår, når næringsstoffer som fosfor og kvælstof skylles fra landjorden og ud i vandet og giver næring til alger. Når algerne dør, lægger de sig på bunden og lægger beslag på store mængder ilt, når de nedbrydes. Denne proces foregår hele tiden i større eller mindre grad, og blandt andet det danske sommervejr er med til at afgøre, om der opstår iltsvind.
– Hvis sommeren har været varm, er der ekstra stor risiko for iltsvind, fordi iltindholdet i varmt vand typisk er mindre end i koldt vand. Hvis det samtidig har været vindstille, er vandet ikke blevet iltet tilstrækkeligt, siger Harley Bundgaard Madsen, som er kontorchef i Miljøstyrelsen.
Når først iltsvindet har ramt et område, er der ikke meget andet at stille op, end at håbe på en blæsende vejrudsigt.
– Kun en periode med kraftig blæst kan forbedre situationen. Vinden vil nemlig blande ilt ned i vandet og genoprette iltbalancen i bundvandet, siger Harley Bundgaard Madsen
Et område kan godt komme sig oven på et iltsvind, men hvis det gentager sig flere år i træk kan det blive et problem. De fastboende dyr, som ikke kan stikke af, når iltsvindet rammer, kan nemlig få svært ved at etablere sig, og da de typisk ligger nederst i fødekæden, går det også ud over andre dyr.
Miljøstyrelsen holder øje med iltsvind i danske fjorde, kystvande og åbne havområder. Og hvert år udkommer rapporter hvor man kan læse hvor hårdt ramte de danske farvande har været. Inden udgangen af august udsender Aarhus Universitet årets første rapport om iltsvind.
Du kan læse mere om emnet på Miljøstyrelsens side om iltsvind