Esben Lunde Larsen præsenterer Danmarks første indsatsprogram under havstrategidirektivet, som skal sikre det gode havmiljø i fremtiden …
Af Miljø og fødevareministeriet
Programmet består af et omfattende antal eksisterende indsatser samt af 20 nye indsatser, og fokuserer på de miljømål, som Danmark besluttede i 2012.
Indsatsprogrammet rummer konkrete tiltag fra beskyttelse af havområder til bekæmpelse af affald i havet. Der er afsat tre mio. kr. til at bekæmpe marint affald for at modvirke det stigende problem med plastik i havet.
Beskyttede områder i Kattegat
Ligeledes har regeringen udpeget 590 km2 i Kattegat fordelt på seks beskyttede områder for bl.a. at beskytte den dybe bløde havbund og sårbare koraller som søfjer og søstrå og sikre, at de små krebsdyr haploops får bedre levevilkår.
Indsatsprogrammet er præget af, at der på mange områder er behov for mere viden om havet, så man kan træffe de rigtige valg, når der skal balanceres mellem erhvervsinteresser og beskyttelsen af naturen. Derfor har det høj prioritet at indsamle mere viden fx om marint affald, undervandsstøj og invasive arter.
Dialog på tværs
Inden ministerens beslutning om at offentliggøre indsatsprogrammet har der været dialog med både erhvervet og interesseorganisationer.
Danmarks indsatsprogram under havstrategidirektivet er den første af sin slags. Det forventes, at Danmark præsenterer et nyt indsatsprogram i 2021, så Danmark er sikret et godt havmiljø ud i fremtiden.