Når et naturområde er beskyttet, så kan det ikke pludseligt blive til skydebane. Det har Jammerbugt Kommune måttet acceptere.
Af Redaktionen
Planerne om at opføre Nordeuropas største skydeanlæg er nu skrinlagte. Dermed forbliver Sandmosen tæt ved Tranum Klitplantage uforstyrret af krudt og kugler. Det vækker glæde hos Danmarks Naturfredningsforening, der sammen med blandt andre Dansk Ornitologisk Forening, har skrevet særdeles kritiske høringssvar om anlæg af en international skydebane i den unikke mose.
Mosens natur er en mosaik af enge, moser og heder og et af de få steder i Danmark har fået lov at udvikle sig ret uforstyrret i hundredvis af år. Der er sjældne svirrefluer, orkideer og strandtudser, og listen over truede sommerfugle, som også trives, er lang.
Uforstyrret natur
– Det er natur, som har fået lov at udvikle sig ret uforstyrret i hundredvis af år, og som derfor i dag ligger hen som vild natur. Det er et skønt og stille område, som man kan opleve helt uforstyrret, og den slags områder har vi ikke mange tilbage af i Danmark, fortæller biolog og naturpolitisk medarbejder Jan Pedersen i Danmarks Naturfredningsforening.
Alligevel har Jammerbugt Kommune siden 2010 arbejdet på at få inddraget området for at få opført et internationalt skydecenter. Det er sket selvom området nyder beskyttelse efter §3 i Naturbeskyttelsesloven. En af begrundelserne for at droppe det videre arbejde er, at et skydecenter ikke vil blive tillagt stor nok samfundsmæssigt vægt til at få dispensation til at bygge i et paragraf 3-område, som for eksempel vindmøller og motorveje har fået det.
Statsligt naturudsalg
Området er ejet af Fødevareministeriet, men den tidligere regering afviste i 2010 at sælge Sandmosen til etablering af skydebane, blandt andet med henvisning til naturværdierne. Fødevareminister Mette Gjerskov ( S) har der imod stillet sig positiv over for at sælge den statsejede mose med henblik på et skydestadion, fordi Jammerbugt lover at etablere et dobbelt så stort areal med såkaldt erstatningsnatur.
– Man kan ikke bare sløjfe værdifuld natur i en krisetid i et forsøg på at skabe vækst i udkantsområder. Desuden bør erstatningsnatur kun være en nødløsning og naturen i Sandmosen er så værdifuld, at den sådan uden lige og på kort sigt lader sig erstatte, siger Jan Pedersen, der påpeger, at kommunen i forvejen har ni skydebaner.