Forsøg vil afprøve obligatoriske kvoter på hjortevildt og formand for Danmarks Jægerforbund Claus Lind udtrykker “klar opbakning til projektet og understregede, at det bør have høj prioritet”
Jægerforbund støtter forsøg med kvotestyret jagt
Af Redaktionen
Vildtforvaltningsråd bakker op om pilotprojekt med obligatoriske kvoter for hjortevildt. Jægerforbundet mener projektet skal have “høj prioritet”
Et nyt og markant anderledes forslag til forvaltning af hjortevildt på Bornholm har nu fået opbakning fra et enigt Vildtforvaltningsråd. Det fremgår at rådets seneste møde …
Kernen i projektet er en obligatorisk kvoteordning for hjortevildt – et system, der er kendt fra flere andre lande, men som ikke tidligere er anvendt i Danmark.
I rådet argumenteres der for at den kvotestyrede model kan bidrage til “at opfylde Vildtforvaltningsrådets målsætninger for hjortevildtforvaltningen.” ( Se citat nederst i denne opdatering)
Flere i rådet mener anbefalede under mødet, “at projektet gennemføres hurtigst muligt som et frivilligt projekt blandt RHG Bornholm.”
Også Claus Lind udtrykte klar opbakning til projektet og understregede, at det bør have høj prioritet i den form, det er beskrevet.
Under mødet blev det fremført at tidligere frivillige forsøg ikke har leveret de ønskede resultater, og at det derfor kan være nødvendigt at prøve nye modeller i forvaltningen.
Samtidig blev det nævnt at politikerne på Christiansborg er modne til at acceptere nye greb i dansk hjortevildtforvaltning. Dog blev det også påpeget af pilotprojektet vil kræve en lovændring.
Konklusionen på mødet blev alligevel, at et enigt Vildtforvaltningsråd indstiller projektet til gennemførelse.
Læs mere om arealkrav, licensjagt, kvotestyret jagt, tvangslaug, obligatorisk samforvaltning etc på netnatur.dk/ADAPTIV-FORVALTNING

Det blev under mødet understreget, at der fortsat mangler en tydelig forklaring på, hvordan projektet konkret skal gennemføres. SGAV har ifølge mødet oplyst, at styrelsen på nuværende tidspunkt ikke har ressourcer til at udarbejde det nødvendige grundlag.
Hvis forsøget på Bornholm bliver gennemført og viser positive resultater, kan projektet få betydning langt ud over øen.
Pilotprojektet kan dermed blive første skridt mod en mere reguleret hjortevildtforvaltning i Danmark – med obligatoriske kvoter som et nyt centralt redskab.
Det skal dog nævnes, at Vildtforvaltningsrådet hele tre gange tidligere har modtaget afvisning fra lignende indstillinger, som er omkostningstunge og tillige udfordrer den danske jagtmodel, der er stærkt forankret i ejendomsretten.
Men hvem ved! Måske kan forsøget på Bornholm føre til, at fjerde gang bliver lykkens gang for Danmarks Jægerforbund og det øvrige Vildtforvaltningsråd, der har til opgave at rådgive ministeren i spørgsmål om jagt og vildtforvaltning.
LÆS mere på netnatur.dk/HJORTEJAGT
Hvad er en kvoteordning?
En obligatorisk kvoteordning betyder, at der fastsættes konkrete rammer for, hvor mange dyr der må nedlægges inden for bestemte kategorier og områder.
Systemet anvendes i flere lande til forvaltning af hjortevildt og har til formål at sikre en mere målrettet regulering af bestandene – blandt andet i forhold til køn, alder og bestandsudvikling.
Tilhængere mener, at kvoter giver bedre biologisk kontrol og mere bæredygtig forvaltning. Kritikere frygter derimod mere bureaukrati og mindre lokal fleksibilitet.
Uddrag direkte fra referat fra Vildtforvaltningsrådets møde 26. januar 2026
“Jan Eriksen præsenterede kort det indstillede pilotprojekt fra Bornholm. På opfordring forklarede Anders Larsen, at der var tale om et helt nyt forvaltningskoncept i en dansk kontekst, hvor man ville prøve kræfter med en obligatorisk kvoteordning.
Et koncept der er velkendt fra udlandet. Anders Larsen oplyste, at projektet havde et meget højt fagligt potentiale til at indfri alle Vildtforvaltningsrådets målsætninger for hjortevildtet. Han oplyste yderligere, at den regionale gruppe havde indstillet en plan B, hvis ministeren ikke ønskede at gennemføre forsøget. Peter Busck anbefalede at gennemføre projektet med det samme som et frivillingt projekt blandt RHG Bornholm, da dette projekt var særligt og alle regionale grupper var enige om projektet.
Claus Lind udtrykte klar opbakning til projektet og påpegede, at projektet bør have høj prioritet i den form det er beskrevet. Flemming Torp udtrykte stor opbakning til projektet og glædede sig over at prøve noget andet end de frivillige forsøg, hvis resultater var udeblevet.
Flemming Torp oplyste, at han også mente at politikere på Christiansborg var modne til at prøve noget nyt i forvaltningen. Jens Østergaard oplyste, at gennemførelsen af pilotprojektet forudsætter en lovændring, videre at procesplaner kan blive udfordret af et kommende valg. Konklusionen blev, at et enigt råd indstillede pilotprojektet til gennemførelse. Det skal dog tydeligt forklares, hvorledes dette kan ske, da SGAV har oplyst, at styrelsen ikke har tid til at lave grundlaget på nuværende tidspunkt.”
Fra Vildtforvaltningsrådet (VFR) deltog
Jan Eriksen Formand
Anders Kjær Landbrug & Fødevarer, LF
Helle Reedtz-Thott Landbrug & Fødevarer, LF
Flemming Torp Friluftsrådet, FR
Peter A. Busck Dansk Skovforening, DS
Claus Lind Christensen Danmarks Jægerforbund, DJ
Louise Holst Hemmingsen Villumsen Danmarks Naturfredningsforening, DN
Egon Østergaard Dansk Ornitologisk Forening, DOF
Julie Bergstedt Dyrenes Beskyttelse, DB
Fra Aarhus Universitet (DCE) deltog
Ole Roland Therkildsen
Fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) deltog
Jens Skovager Østergaard
Lasse Jensen
Anders Larsen (sekretær)









