Skov- og Naturstyrelsen går bag om ryggen på Vildtforvaltningsrådet, når de anbefaler, at duejagten først skal begynde d. 1. november. Det mener Danmarks Jægerforbund.
Af Redaktionen
Man kan finde ynglende ringduer hele året. Derfor vil det ikke være muligt at drive jagt på arten uden (teoretisk) risiko for, at de nedlagte duer har æg eller unger på reden. I de sidste årtier er jagten flyttet fra den oprindelige første august til den første september og senere igen til den første oktober. I dag praktiseres der kun duejagt med lokkefugle ganske få steder, da trækket er meget spredt og ustabilt i de sene efterårsmåneder.
En stor del af de skovduer, der optræder i vildtudbyttestatistikken, stammer således fra mere selskabelige jagter, hvor duerne nedlægges, idet de forlader såten, når de første skud falder. Men nu skal det også være slut at nedlægge duer i oktober. I hvert fald hvis det står til Skov- og Naturstyrelsen (SNS), der ifølge Jægerforbundet falder Vildtforvaltningsrådet (VFR) i ryggen og anbefaler duejagten udskudt indtil 1. november.
– Det er meget beskæmmende, at Skov- og Naturstyrelsen bag om ryggen på Vildtforvaltningsrådet (VFR) har sendt et fortroligt notat til den nyudpegede miljøminister og de miljøpolitiske ordførere med angivelser af, hvad SNS, og dermed miljøministeriet, anbefaler i forhold til de kommende jagttider for 2010-2013, udtaler Ole Roed.
– I Hovedbestyrelsen vil vi nu nøje overveje, hvordan vi stiller os til det udsendte høringsudkast og ikke mindst det indgåede forlig, fortsætter Ole Roed, der mener, at det i fremtiden kan blive særdeles svært at forhandle jagttider, når aftalerne åbenbart ikke er det stykke papir værd, som de er skrevet på. Jægerforbundet føler, at de skal kæmpe mod både politikere og embedsmænd og på forbundets hjemmeside udtrykker formanden undren over, at SNS ikke som kompensation anbefaler duejagt i februar, som DMU’s nye key concepts ellers giver mulighed for.
– Embedsmændene vælger altså endnu engang udelukkende at foreslå indskrænkninger i jagttiden, mens de ignorerer fagkundskaben på DMU, som åbner mulighed for jagt i februar. – Jagtloven siger, at jagttiden BØR ligge i tidsrummet 1. september til den 31. januar, men ikke at den SKAL. Dermed kan der godt være jagttid i februar. I SNS-notatet er nu også styrelsen begyndt at fejlfortolke dansk lovgivning, idet de ikke kan anbefale jagt i februar. Det er dybt uprofessionelt og direkte i strid med lovens bogstaver, slutter Jægerforbundets formand.