– Jagt & Outdoor i Odense er ikke kun en jagtmesse i klassisk forstand, lyder det fra projektleder Jesper Tikiøb, som påpeger, at messen er mødestedet for landets jægere
Af Redaktionen
Når foråret atter kommer til Danmark, banker en ny jagtsæson på døren. Bukkejagten er da lige om hjørnet og traditionen tro afvikles der Jagt & Outdoor i Odense.
Men hvad kan man forvente, hvis man beslutter sig for at besøge messen i den første weekend i april 2022. Det spørgsmål og flere til har vi rejst overfor Jesper Tikiøb, som er ansvarlig for afviklingen af det store setup, som traditionen tro afvikles hvert andet år.
Netnatur:
Fredag den første april 2022 går dørene op for Jagt & Outdoor i Odense. Dermed er det snart 40 år siden, der blev afviklet Jagt & Outdoor i Odense for første gang! Kan du – helt overordnet – sige noget om den udvikling, som messen har gennemgået i perioden?
Jesper Tikiøb:
– Det kan jeg godt. Set over en længere periode – fra den første messe og frem til nu – har messen udviklet sig fra at være en klassiske messe til at være det mest oplagte mødested for landets jægere …
– Jagt & Outdoor er nemlig messen, som folk kender. Både dem der går meget på jagt og dem som måske kun er på jagt en gang eller to om året. Helt ud i kanten af det danske jagtmiljø, er messen kendt som Danmarks mødested, når man går på jagt.
– Det er nemlig her, at man vender sine erfaringer med andre og der er her man lufter og udveksler ideer. Endelig er det også her, man møder nye folk og venner, som man måske ikke har set i lang tid. Med andre ord: Messen har med årene udviklet sig til stedet, hvor man ud over at mødes og hygge sig, også deler viden og får en masse gode tilbud fra de mange udstillere.
– Når det er sagt, er Jagt & Outdoor stadig en klassisk messe. Men det er også en messe i udvikling. Det er både en tilbagevendende tradition, hvor man både forventer en messe, som man kender, men også en messe, som man ser frem til, da den traditionen tro også indeholder nye tiltag, som man ikke har set før. Men alt i alt er messen i Odense en begivenhed, som vi ved, folk glæder sig til.
Netnatur:
På jeres hjemmeside jagtogoutdoor.dk kan man læse, at der under messen er mulighed for at møde cirka 140 udstillere samt købe jagtrejser på auktion, få trofæer målt op og dertil møde kompetente personer indenfor jagtskydning samt opdræt og træning af jagthunde. Men flere nyheder hævdes at være undervejs. Kan du allerede nu løfte sløret for nogle af de andre arrangementer, som I har i støbeskeen?
Jesper Tikiøb:
– Helt overordnet vil vi under messedagene præsentere en række personer, som man kan betegne som både generalister og specialister. Altså personer, der både kan fortælle noget, som stort set alle kan have glæde af. Men som samtidig kan tilbyde nye viden og indtryk til de mange, som søger mere specifik viden indenfor f.eks. hundetræning.
– F.eks. kan en af de inviterede hundeførere på den store scene vise noget omkring hundedressur, som alle – uanset type og race – kan have glæde af. Altså uanset om man har en retriever, en spaniel eller en stående hund etc.
– Der er jo mange ting i opdragelsen af en hvalp og unghund, som er stort set identisk. Men når det kommer til f.eks. jagt og markprøver skiller vandende sig. Derfor opretter vi flere og meget mere målrettede workshops, hvor selv de mest erfarne forhåbentlig kan gå fra messen med opkvalificeret viden.
– Nævnes bør det dog, at man skal tilmelde sig, hvis man f.eks. vil deltage i en af de mindre workshops. Det kan f.eks. være man ønsker mere viden om avanceret træning af hunde, der skal deltage under store jagter og markprøver.
– Langt de fleste specialklubber vil tillige være repræsenteret under messen. Og som noget nyt er retrievere og spaniels allerede nu i gang med at tilrettelægge et helt nyt fælles opvisningsprogram for messen. Vi har nemlig et ambitiøst ønske om at vise, hvordan de to hundetyper anvendes under jagt.
– Flere tiltag er undervejs og dem vil jeg gerne vente med at præsentere, men helt overordnet bliver der under messen stor fokus på almen vidensdeling og workshops.
– Vi vil ligeledes gøre det nemmere for jægere, som skal have opmålt deres jagttrofæer. Vi laver nemlig en såkaldt trofæbørnehave. Dermed kan besøgende parkere deres trofæ eller trofæer hos messens trofæopmåler på et sikkert sted. De slipper derfor for at gå rundt på messen med en bukkeopsats eller et stort hjortegevir i hånden. Først når de forlader messen, tager de trofæerne med sig.
– Selv om det som nævnt endnu er for tidligt at løfte sløret for alle nye tiltag, bør det alligevel nævnes, at der – udover vores meget kyndige jægere og hundetrænere – vil være tilknyttet to højtuddannede fagfolk, som har lovet at vise publikum helt nye tilgange til opdragelse og træning af jagthunde.
Netnatur
Messen åbner allerede fredag den første april, og lukker først søndag eftermiddag den 3. april. Har du et godt råd til valg af messedag til dem, som allerede nu gerne vil sætte et kryds i kalenderen ved en af dagene?
Jesper Tikiøb:
– Det er naturligvis vigtigt, at man studerer vores katalog og vælger den dag, som passer bedst. F.eks. vil jagtrejseauktionen – der afvikles sammen med SCI Kingdom of Denmark – blive afviklet om lørdagen.
– Her er der i reglen mulighed for at gøre en rigtig god handel, hvis man gerne vil på jagt uden for landets grænser. Men når det er nævnt, vil jeg sige, at fredag er særlig velegnet til fordybelse og mere faglige dialoger med vores udstillere, da vi har en forventning om, at udstillerne her har mere tid end de har lørdag og søndag.
Netnatur:
På Jeres hjemmeside kan man læse, at der under den seneste afviklede Jagt & Outdoor messe var ikke færre end 17.000 besøgende. Har du et godt råd, som kan give især førstegangsbesøgende et godt overblik over det store arrangement så de sikre sig, at de får set det, som de vil og mødt de udstillere, som de måske især kom for at møde?
Jesper Tikiøb:
– Det fulde program vil kunne ses på f.eks. Netnatur.dk og i Danmarks Jægerforbunds medlemsblad Jæger, ligesom messeoversigten naturligvis også kan ses på vores egen hjemmeside …
– Det er en god idé at gøre sig nogle helt overordnede tanker inden man ankommer. Hvem vil man møde og er der særlige tiltag, som man gerne vil opleve.
– Alle der møder op på messen får derfor tilbudt en messeoversigt og et trykt program for messen. Det ved vi erfaringsmæssigt virker godt. Bemærk i øvrigt, at der under messen vil være livetransmission fra en særlig messeredaktion, der etableres i samarbejde med Netnatur.dk. Via storskærme er det hensigten, at man skal være i stand til at følge med i væsentlige begivenheder under arrangementet.
Netnatur
Når dørene lukkes sidst på dagen den tredje april og der bliver tid til at evaluere det store setup, hvad ønsker du så især at de besøgende og mange udstillere skal huske Jagt & Outdoor 2022 for?
Jesper Tikiøb:
– Jeg vil gerne, at de besøgende og udstillerne vil huske os på det faglige; på det gode kammeratskab og – ikke mindst – på vores troværdighed: At vi lovede rigtig meget, men også, at vi ikke lovede mere, end vi kunne levere.
Herunder gallery af Lasse Olsson med fotos fra senest afviklede Jagt & Outdoor i Odense