Zeiss-importøren i Danmark efterlyser fotos af såvel Carl Zeiss sigtekikkerter som håndkikkerter, som ejerne mener, kan være over 100 år gamle.
Navnet Carl Zeiss behøver ikke nærmere præsentation i jægerkredse. Her er det både velkendt og synonymt med kvalitetsoptik i såvel sigtekikkerter som håndkikkerter, produceret siden 1846, indledningsvis i Jena i det tidligere DDR. Det burde derfor ikke volde store problemer for Brock & Michelsen A/S, Birkerød, Zeiss-importør i Danmark, at få respons på en konkurrence, som firmaet netop har udskrevet i samarbejde med Carl Zeiss i Tyskland, som henvender sig til ejere af såvel Carl Zeiss sigtekikkerter som håndkikkerter med over 100 år på bagen.
Guleroden i konkurrencen, der løber indtil 28. februar 2011, er en Zeiss Victory 8×32 T* FL håndkikkert, der er perfekt til både riffeljagt, fuglestudier og ture i naturen i det hele taget. Ejere af en gammel sigtekikkert eller håndkikkert, som det menes, kvalificerer sig aldersmæssigt til deltagelse i konkurrencen, skal blot sende et foto af den til Zeiss-importøren på email, oh@zeiss.dk, ledsaget af serienummeret.
På gamle sigtekikkerter skal betegnelsen, GZ, kunne ses på fotoet. Det kan også sendes med posten til Brock & Michelsen A/S, Blokken 76, 3460 Birkerød, att. Ole Huss. Alle indsendte fotos vil automatisk indgå i lodtrækningen om håndkikkerten. Ejeren af den ældste kikkert vil desuden få en invitation til at besøge Carl Zeiss kikkertfabrik i Wetzlar i Tyskland med rundvisning i både produktions- og udviklingsafsnit. Endvidere vil Carl Zeiss Sports Optics i Tyskland muligvis låne nogle af de gamle sigtekikkerter og håndkikkerter, der tilmeldes konkurrencen. Her tænkes især på anvendelse ved udstillinger og events. Under alle omstændigheder vil ejerne af de ældste kikkerter, som importøren får respons fra automatisk blive kontaktet efter udløbet af konkurrencen.