Enhver jæger virker som et tandhjul i en stor maskine, der skaber mere natur til glæde for de fleste. Men er der ét hjul, der knirker, skal det smøres. Ikke fjernes, da man ellers risikerer at maskinen går i stå
Synspunkt Netnatur.dk, 20. september, 2016
Arealkrav i forbindelse med jagt er måske på vej til at blive en del af dansk jagt- og vildtforvaltning og selv om modstanden har været massiv blandt jægerne er der også jægere, som ønsker begrænsing af jagt på mindre arealer.
Det konkrete forslag – indstillet af Vildtforvaltningsrådet – kan derfor meget vel være begyndelsen, selv om det kun omhandler jagt på landets store hjortevildt. Vil tiltaget brede sig og på sigt omhandle jagt i almindelighed, og dermed føre til at jagt på krikænder, skovduer og fasaner også reguleres i forhold til arealets størrelse ?
Det kan kun fremtiden vise.
Fakta er dog, at vi ikke ved hvilken rolle de små jagtarealer betyder i det samlede forvaltningsmæssige billede.
Er det negativt eller er det positivt – når man ser naturen i fugleperspektiv?
Denne redaktion vil fastholde, at det samlet set er positivt, selv om der ikke er noget, der er helt sort/hvidt. Men synspunktet vil vi i det mindste fastholde indtil det modsatte – sort på hvidt – er dokumenteret. Herfra betragtes hver jæger nemlig som et tandhjul i det store forvaltningsmæssige perspektiv. Alle spiller de en rolle.
Man kan måske begrænse en hjortejæger her og en bukkejæger der. Men før eller siden har man fjernet så mange tandhjul, at maskinen begynder at knirke eller gå i stå. Eller sagt med andre ord: Hvis drømmene brister og motivationen falder kan det påvirke jægernes beskyttelse af de små naturarealer.
Og det kan næppe være ønskeligt, da det i høj grad er de små arealer, som får den danske natur til at hænge sammen.
Herunder bringes en række landskabsbilleder og tilhørende synspunkter i håb om, at fremtidens jagt- og vildtforvaltning vil blive set i samme mere overordnede perspektiv. Jægerne har nemlig i lighed med andre nøglearter den evne, at kan skabe en mere artsrig natur. Men de skal stimuleres.
Natur kan være meget vanskelige at definere, men det vi i meget bred forstand. Men det vi som oftest omtaler som natur, kan fylde meget i et lille område, men …
… naturen kan også fylde relativ lidt i et meget stort område. Naturværdier målt i hektar siger derfor meget lidt om områdets bæreevne og dets værdi for vildt og jægere.
Selv et – set med danske briller – stort jagtareal indgår i et netværk med en række mindre arealer. Konflikter kan virke uundgåelige, men er begrænsning af naboen den løsning, som der skal satses på? 
Den lille natur, kan betyde meget i det store billede og hvad sker der, når man fjerner de jægerdrømme, der også knytter sig til de mindre arealer? Fjerner man et tandhjul, der kan vise sig afgørende?
Dansk natur er kendetegnet ved mange matrikler. Alligevel hænger områderne sammen. Hver matrikel – eller hvert tandhjul – spiller en rolle for den samlede værdi af de mange matrikler.
Ville dette landskab se anderledes ud – hvis jægerne i området var begrænset på deres adgang til at jage på arealet? Evt. efter hollandsk forbillede, hvor hver jæger skal råde over 40 ha og mindst 400 ha, hvis 10 jægere vælger at være fælles om jagtlejen. Det afhænger af hvad man tror på. Herfra tror vi på fællesskabet og på individets evne til at forme sin egen fremtid og herunder også sin egen lille natur til stor glæde for fællesskabet.
Danmark er kendetegnet ved den lille natur. Motorvej og andet vejnetværk har sammen med byer og anden form for bebyggelse klippet naturen op i mange små mosaikker. Alligevel nedlægges der over 10.000 krondyr årligt og bestanden vokser stadig. Kan den nuværende forvaltning – der udviser forståelse for den lille natur og det lille jagtareal – ønske sig bedre markedsføring, selv om det hævdes, at trofæerne fra de nedlagte hjorte burde fylde noget mere på trofævæggen, da jagttiden i kombination med at jægerne foretrækker at nedlægge handyr påvirker aldersstrukturen.
Den rekreative brug af naturen kan komme til at fylde mere i designet af fremtidens landskab. Men hvordan landskabet vil forme sig vil i høj grad afhænge af de politiske signaler og den førte politik. Ikke mindst den førte jagtpolitik.
Danmark er lille på areal. Men en stormagt, når det gælder variation. En rejse på få kilometer kan føre én fra en type landskab til en anden. Og husk at jægerne er som bævere og andre nøglearter. De former landskabet – som oftest til glæde for naturens mangfoldighed. Landets cirka 220.000 jægere skal derfor stimuleres. Ikke begrænses.
Landbruget tænker i lige linjer og effektivitet i markarbejdet. Alligevel kan der blive plads til jagt og natur. Selv for den landmand, der ikke selv går på jagt, kan jagt være værdifult i form af jagtlejeindtægt og – ikke mindst – herlighedsværdi. Jægerpenge skaber natur. Både på mindre og lidt større arealer. Lad os stimulere denne bevægelse.
Engang hjemsted for agerhøns i hundredevis. I dag for gæs i tusindvis. Landskabet har forandret sig og jagtmulighederne følger med. Men udfordringen i dag er ikke kun “for lidt” vildt. Det er for også for meget vildt. Jægere skal ikke blot høste af naturens overskud. De skal skyde bestanden ned til et formuleret bestandsmål. Jagt er på vej til at blive forvaltning og hvor stiller det jægeren og dennes frihed til at drive jagt på egen jord?
Bliver arelbegrænsning i Danmark først en del af fremtidens jagt- og vildtforvaltningspolitik vil debatten med overvejende sandsynlighed glide over i en vægtning af det enkelte areals bæreevne. Skov vil vægtes anderledes en åben mark etc. Kvoter kan være lige om hjørnet. Men hvordan skal skovområder tæt på golfbaner og andre områder med stort publikumstryk og forstyrrelse vurderes? Og hvem skal vurdere det? Debatten om brug af ressourcerne – ikke mindst de administrative – er væsentlige, når fremtidens nationale og regionale vildtforvaltning skal debatteres jæger og jæger imellem.
Selv om nogle jægere råder over 10 ha og andre over 100 er det danske jagtlandskab stykket sammen af mange små frimærker. Nogle frimærker er bare lidt større end andre. Derfor er danske jægere i samme båd. Vi bør se på mulighederne – f.eks. i dette landskab – fremfor at stirre os blinde på de begrænsninger der er i at være omgivet af nabojægere, der vil det samme som vi vil.
Ingen jægere kan optræde alene. Alle er afhængig af sine nabojægere, når målet er gode jagtoplevelser og vildt, som med stolthed kan vises frem for den øvrige befolkning. Der skal tænkes i den gode opførsel. 
Jagt- og vildtforvaltning skal ses i det store perspektiv. Har vi samlet set den natur- og vildbestand vi ønsker eller skal vi forsøge at smøre et tandhjul her og der? Løsningen er dog ikke at tage alle små tandhjul ud af den store maskine, når et hjul knirker her og der. Det kan få uoverskuelige og fremfor alt utilsigtede konsekvenser.
Vildmark får vi aldrig tilbage i Danmark. Men den lille natur har vi endnu meget af og det er den lille natur, der skaber en stor del af det samlede naturbillede. Også jægeren med det lille areal kan bidrage positivt til det samlede naturbillede, hvis man vælger at satse på tillid og den skaberkraft, der ligger i mennesker.
Viljen til at skabe natur har i de sidste mange år aldrig været større. Hverken politisk eller hos den enkelte jæger og naturbruger. Visioner og et rummende fællesskab er vejen frem mod endnu flere jagt- og naturoplevelser i vores lille, men alligevel meget store land. Frihed til den enkelte jæger kan med den rette stimulering skabe endnu flere mirakler. Det vælger vi at tro på – i det mindste indtil det modsatte er undersøgt og dokumenteret.
BLÅT IKON linker til Netnaturs opslag på FACEBOOK
