Da Kenya i 1977 drejede nøglen om for jagt, fik det store konsekvenser for en række virksomheder og en af dem var et verdenskendt konservatorfirma
Jagtforbud lukkede verdenskendt konservatorfirma
Da Kenya i 1977 drejede nøglen om for jagt, blev en række jagtrelaterede virksomheder lukket. En af disse var den tyske konservatorvirksomhed Zimmermann Ltd. Taxiderrmy i Nairobi. Fra 1931 til 1977 ejedes virksomheden af Karl Fritz Paul Zimmermann, der tillige drev et stort garveri. Firmaet konserverede jagttrofæer fra over 400 jagtsafarier om året, og på museer og trofæsamlinger verden over ses Zimmermanns produkter stadig. Zimmermann var verdens andenstørste konservatorvirksomhed efter Jonas Brothers i Denver, Colorado, men i dag kendes navnet ikke af ret mange storvildtjægere, men det består dog stadig i et stort ejendomskompleks.
Tekst: Henning Kørvel
Navnet Zimmermann kendes ikke af ret mange nulevende storvildtjægere, men det er desuagtet uløseligt knyttet til storvildtjagt i Kenya, indtil præsident Jomo Kenyatta (20. oktober 1891 – 22. august 1978) i 1977 forbød jagt i landet, angiveligt efter at have modtaget et millionbeløb af Prins Bernhard af Holland på vegne af en international jagthaderorganisation, og gjorde dermed verdens andenstørste konservatorvirksomhed, mange PH-ere og sorte ansatte i safariindustrien arbejdsløse.
Karl Fritz Paul Zimmermann var født i Tyskland 29. januar 1888 og døde i Nairobi 12. april 1971. Han gjorde tjeneste i den tyske hær under Første Verdenskrig 1914-1918.
Bortset fra den danske forfatter Karen Blixen, som er udødeliggjort i Nairobi, er Zimmermann næsten glemt, og kendes i dag for en stor ejendom i Nairobi, selv om firmaet har betydet utrolig meget for storvildtjægere, der jagede i Kenya frem til jagtforbuddet i 1977, fordi firmaet konserverede deres jagttrofæer.
Karl Fritz Paul Zimmermann ankom i 1929 til Nairobi for at hjælpe med at opbygge en konservatorvirksomhed for Chas A. Heyer & Co. Ltd., hvis ejer var en tysk jæger, der var involveret i importen af Mauser sportsrifler til Britisk Østafrika. De fleste af disse blev kaldt for Chas A. Heyer. Han drev også en lille butik på grunden ved siden af det moderne May Fair Hotel i Nairobi.
Efter Heyers død 1. oktober 1931 og hans begravelse på Nairobis Forest Road Cementary overtog Zimmermann virksomheden og opbyggede verdens andenstørste konservatorvirksomhed på de nordlige sletter i udkanten af Nairobi.
Kenya var på det tidspunkt en stor eksportør af jagttrofæer til rige trofæjægere og museer over hele kloden. De fleste af Zimmermanns værker kan stadig ses i forskellige sportsklubber og ældgamle kenyanske hoteller, museer og kunstgallerier. State House i Nairobi viser også nogle af værkerne fra Zimmermann Ltd.
LÆS mere: netnatur.dk/AFRIKA
Monterede Roosevelts jagttrofæer
Interessant nok var det sidste værk, som Zimmermann monterede, før nøglen blev drejet om, Ahmed, Marsabit-elefanten, der var blevet beskyttet af et præsidentielt dekret, og som stadig står på National Museums of Kenya udstillingsgalleri.
Meget lidt vides om Zimmermann, men hans historie er vævet ind i historien om Kenya som destination for storvildtjægere og PH-ere, der tjente formuer i dyrelivsindustrien.
Men Zimmermann var i første omgang ikke en del af de vildtjagende dollarmillionærer. Han var ankommet til Kenya som en del af et zoologisk forskerhold, men som mange andre blev han ikke kun forelsket i Kenya, men vendte tilbage i 1929 for at være fødselshjælper til Chas A. Heyers & Co. Ltd’s konservatorvirksomhed, før han efter dennes død i 1931 lagde grundet til Zimmermann Ltd. Taxidermy.
Kenya var kendt over hele verden for millioner af dyr på de vidtstrakte sletter og havde tiltrukket verdensberømte jagtsafarier sponseret af Smitsonian Institute. Blandt de største samlere var den tidligere amerikanske præsident, Thedore Roosevelt (27. oktober 1858 – 6. januar 1919). Han var fødselshjælper til Panama-kanalen, og hans eskapader i Juja, Kapiti Plains og Congo er veldokumenterede i hans bog ”African Trails”.
På en stor grund ved floden Ruaraka byggede Zimmermann også en lædergarvningsfabrik. På det tidspunkt – 1931 – lå grunden langt fra Nairobi, og den modbydelige lugt fra garveriet ville således ikke genere nogen.
Da storvildtjagten blomstrerede i kolonitiden, monterede Zimmermann jagttrofæer for prinser, prinsesser, konger, præsidenter og museer. Jagttrofæer var landets vigtigste eksportartikler efter kaffe og te. Private fotografer tog snapshots af jagttrofæer, når de rullede ud af fabrikken, og hver uge blev lastbiler med skudte dyr læsset af hos Zimmermann.
I 1970-erne gav Filiphinernes præsident, Ferdinand Marcos Zimmermann Ltd. en stor ordre på at montere dyr til museer i hans land.
Beskæftigede 100 medarbejdere
Optegnelser viser, at Zimmermann plejede at lave forskellige trofæer og store pattedyr i fuld størrelse som løver, kuduer og giraffer.
Ølflaskeåbnere af vortesvinetænder, håndtasker af elefantører, taburetter af elefantens bagfødder, armbånd af håret fra elefanthaler og vedhæng af løvekløer stod også på repertoiret.
”Vi lavede alle de produkter, som klienterne bestilte. Vi har endda forvandlet en bøffels testikelpung til tobakspose med lynlås”, fortalte den administrerende direktør, Peter Wain til Los Angeles Times i 1973.
Ifølge optegnelserne udførte virksomheden konserveringsarbejde for over 400 jagtsafarier om året.
”Vi var den næststørste konservatorvirksomhed efter Jonas Brothers i Denver, Colorado”, fortalte Tim Nicklin, en af de sidste ansatte i virksomheden i Nairobi for nogle år siden. Tim anslog, at firmaet havde haft en arbejdsstyrke på omkring 100 medarbejdere.
”Vi plejede at montere i gennemsnit 30 skuldermonterede dyr om dagen og to-tre helmonterede dyr, og mange af disse dyr var løver, bøfler og gnuer”.
Nogle gange bad amerikanske konservatorer Zimmermann om at tage sig af garvningen af skind og sende dem til montering i USA, mens andre igen fik udført alt arbejdet i Kenya.
I 1969 fortalte Ken Kertell, en direktør hos Zimmermann til Assosiated Press:
”Konservatorarbejde er en kunstart. Du kan ikke sætte dyr på et transportbånd og forvente, at det kommer ud i den anden ende som en naturtro model. Alt arbejde skal gøres i hånden”.
Og Zimmermann Ltd’s ledelse lagde ikke skjul på, at de var ude efter dollars. Kertell sagde engang: ”Vi er ikke her for sjov, vi er i det for penge. Men jeg vil ikke have, at du skal få det indtryk, at vi er i slagteribranchen. Vi ser ikke på det på den måde”.
I 1977 – efter 33 års begejstret succes fik Zimmermann Ltd. nogle måneder til at lukke virksomheden efter forbuddet mod jagt. Regeringen beordrede også alle licenserede jægere til at aflevere deres jagtvåben til Central Firearm Bureau, men mange valgte at fortsætte deres virke i andre afrikanske lande, fx Botswana og Zimbabwe.
Dette var enden på Zimmermann, og da firmaet ikke længere havde brug for den store grund, blev den solgt, og dermed opstod den bygning, som i dag stadig bærer den berømte konservators tyske navn.
Hos Zimmermann Ltd. Taxidermi blev der monteret jagttrofæer fra mere end 400 jagtsafarier om året, og mange af firmaets værker findes stadig verden over.
Carl Fritz Paul Zimmermann drev den berømte konservatorvirksomhed fra 1931 og indtil sin død i 1971.
Karl Fritz Paul Zimmermann kom i 1929 til Kenya for at hjælpe til med at opbygge en konservatorvirksomhed for tyskeren Chas A. Heyer og Co. Ltd, men efter hans død i 1931 tog Zimmermann over. Elefanttænderne er, som det fremgår af billedet, store og flere af disse er på over 100 pounds pr. stødtand.