Jagthundes første hareapportering er en oplevelse, som den aldrig glemmer, og derfor bør så meget som muligt gå efter bogen. Under jagt kan teori og praksis dog ikke altid harmoneres
Af Michael Sand
Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER
På trampejagter med flere deltagere er det af og til anvendt at placere front eller sideposter i f.eks. læbælter, som omkranser de marker, der afdrives for vildt. Kan man placere sig bag en eller flere af disse skytter, kan man i højere grad selv styre begivenhedernes gang. Dog bør der være en mere erfaren apportør til stede, som kan tage sig af eventuelle anskydninger, med mindre hunden allerede er helt dus med disse.
Under trampejagterne, der oprindelig primært var rettet mod harer, sker det naturligvis også stadigvæk, at der nedlægges harer, selv om arten i mange år har været i tilbagegang.
Inden hunden deltager på jagt, forventes det derfor, at den er fortrolig med apportering af kaniner i harestørrelse. Det vil tillige være en fordel, at den tidligere har apporteret en varm og nyslagtet kanin.
Dermed burde det ikke volde de store problemer at bringe skudte harer hjem til føreren.
Alligevel må man indstille sig på, at den første hareapportering ikke går helt efter bogen. Den blodige og varme hare er en helt anden oplevelse for hunden, og er der tale om en stor fuldvoksen hare på 3,5-4 kilo, kan alene det at finde balancepunket volde lidt begyndervanskeligheder.
Opmuntrende tilråb, samtidig med at man bevæger sig væk fra haren og hunden, vil i reglen få den til at gå lidt mere kvikt til værks, såfremt den står og nøler med opgaven. Og når først hunden har fået fat om haren og begynder at løbe tilbage mod føreren, skal den roses behersket.
Det siger sig selv, at det drejer sig om at afslutte opgaven så hurtigt og positivt som muligt. Kravet om pæn aflevering må man slække på, såfremt hunden viser tegn på at ville slippe byttet, før den får tilladelse.
Det er kendt af de fleste, at harer generelt udsætter respektdressuren for voldsomme prøvelser.
Derfor skal man ikke sende sin hund på en nyskudt hare, som den har set springe af sædet og forende i de klassiske tre-fire koldbøtter. Den slags oplevelser huskes, og næste gang den ser en hare i fuld firspring over markerne, venter den ikke på apportordre. Den husker tydeligt den varme belønning fra forrige gang, hvor den så en hare strække ud over fennerne i høj fart. Den ved med andre ord, at de ikke er uopnåelige.
Sker det, at haren ikke forender i skuddet, bør den så vidt det overhovedet kan lade sig gøre aflives med et ekstra skud. Er det ikke muligt, må man sætte eller dække hunden af, og selv med et håndkantslag over harens nakke gøre en ende på lidelserne. Men husk at holde et øje på hunden, når haren i bagbenene løftes op fra jorden.
En skadet hare vil af og til udstøde et ganske hjerteskærende skrig, som går gennem marv og ben. Det lyder som et barn, der græder. Lyden kan ophidse hunden, og tager man den ikke i opløbet, vil den snart være ved ens side, klar til at assistere ved affangningen. Derved er situationen endt i stress og panik, og mens hunden hopper og danser omkring føreren, forsøger man at få haren taget af dage.
En hare, der springer over den høstede eller harvede mark, kan næppe karakteriseres som et vanskeligt skud. Alligevel, eller måske netop derfor, sker det af og til, at skuddet bliver placeret for bagligt.
Resultatet kan blive et af de berygtede løbskud, der medfører, at haren fortsætter, selv om den kun har støtte fra de tre af benene. I de tilfælde må det kraftigt overvejes at slippe hunden straks, da hvert sekund tæller til harens fordel. Fordelen er dog i sagens natur meget kortsigtet.
B.T. I begyndelsen må man forhindre, at den unge hund apporterer ikke-forendte harer. Men på sigt skal hunden lære at bringe en skudt hare, selv om den bevæger sig. De første gange bør man dog ikke sende hunden efter en hare, hvor man ikke har mulighed for at gribe ind, hvis apporteringen udvikler sig uhensigtsmæssig.
En trebenet hare
Haren på tre ben kan løbe forbavsende stærkt, men før eller siden vil den løbes op af hunden. Og selv om den anskudte hare spræller for sit liv og måske skriger hjertenskærende, når hunden er fremme ved den, falder den som regel til ro i samme sekund, den befinder sig mellem hundens kæber. Måske en instinktiv reaktion, da den ved, at første del af kampen er tabt. Vilde spark vil kun medføre, at hunden lukker kæberne sammen og gør en definitiv ende på dens liv. Samme reaktion ses i øvrigt hos de fleste andre vildtarter, som anskydes og apporteres af hunden. I samme øjeblik, de er i hånden eller i hundens mund, falder de til ro.
Som barn deltog jeg en gang på en harejagt, hvor der ikke var en duelig apportør til stede. En hare sprang fra den nyharvede mark, men desværre sad min onkels skud for bagligt, og med det ene bagben dinglende som en propel efter sig, løb den af sted over marken. Jeg løb bagefter, og efter en lang jagt lykkedes det mig at løbe haren op. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle gøre en ende på harens lidelser, og med den hårdt ramte hare i armene løb jeg tilbage mod den uheldige jæger. Haren var fuldstændig rolig, og jeg fornemmede, at livet var ved at forlade den. Fremme ved min onkel satte jeg derfor blot haren på jorden i den naive tro, at haren var så afkræftet, at den ikke evnede at flytte sig. Men i samme sekund de tre ben havde jordforbindelse, satte den af sted med 3/4 skrue. Heldigvis var min onkel hurtigere med sit skud, og denne gang endte harens liv brat og uden slinger i bøssen.
I dag er det heldigvis ikke længere tilladt at drive jagt på harer og andet småvildt uden tilstedeværelsen af en brugbar apportør. Navnlig i de situationer, hvor haren flygter fra anskudsstedet, er en apportør afgørende. På de forskellige dressurkurser, der afholdes rundt omkring i landet, tillægges apportering af hare og opsporing af bortløben hare da også afgørende opmærksomhed under træningslektionerne.
Harepisker
Desværre indebærer apportering af anskudte harer en risiko for efterfølgende harepiskeri efter ikke påskudte harer. Derfor er mange jagthundeejere ikke just begejstret for harejagt i åbent og for hunden overskueligt terræn. I tæt skov, hvor hunden ikke har øjenkontakt med haren, er der mindre risiko for, at oplevelserne efterlader uheldige associationer i hundens opfattelse af rigtigt og forkert. For naturligvis må hunden ikke løbe efter harer, som de ikke har fået besked på at sætte efter. Men har hunden først en gang indhentet en flygtende hare, siger det sig selv, at den næste hare, den ser springe, virker ekstra fristende.
Når hunden er dus med apportering af dødskudte harer, kan man begynde at lade den hente hårdt ramte harer, der ikke er i stand til at flytte sig fra påskudstedet. Derved kan man kalde hunden hjem i samme øjeblik, den er fremme ved haren og på den måde foregribe, at den begynder at pjatte med det lidende dyr. Når man sender hunden på en trebenet hare, vil den måske være langt uden for høre- og synsafstand, når haren indhentes. Og har hunden ikke tidligere stået over for en spillevende hare, finder den sin egen måde at klare opgaven på.
Den i denne digitale serie tidligere omtalte bretontæve udviklede en ret uheldig adfærd, når den var fremme ved en anskudt hare.
Dens første apportering af anskudt hare var en af de omtalte trebenede, som blev hentet på lang afstand, langt uden for mit kontrol- og indflydelsesområde. Under en jagt i et moseområde blev en stor hare ramt af en posteret jæger.
Afskudt uld og jægerens beskrivelse efterlod ingen tvivl. Jeg kunne kun sætte den unge hund på sporet og ellers vente og håbe på, at den klarede opgaven. Hunden var væk længe, men dukkede så pludselig op med den nu døde hare i flaben.
Jeg var af den overbevisning, at haren var forendt under flugten, hvilket er meget normalt, hvis kun få hagl har ramt de vitale dele. Men da skindet blev trukket af haren fortalte den knuste ryg en anden historie.
Hunden glemte aldrig den oplevelse, og hver gang den kom frem til en anskudt hare, fik den en rusketur, indtil ryggen gav efter og apporten lå stille. Det var effektivt, men ikke særlig heldigt for den, der skulle have harestegen i ovnen eller gryden.
Havde jeg været til stede, første gang hunden stod ansigt til ansigt med en ikke forendt hare, kunne jeg måske have foregrebet den uheldige adfærd.
