Af Michael Sand
Gravsøgende hunde, drivende hunde og eftersøgningshunde anvendes sjældent som apporterende hunde selv om man af og til ser eksempelvis terrier, som apporterer godt fra både land og vand. Det er dog de tre førstnævnte typer, der skal vælges mellem, når der skal vælges hund, som kan fungere som apportør. Men de tre typer er fremavlet til hver sit arbejdsområde.
1. Den stående hund skal søge, tage stand og apportere. Ligesom spaniels og andre racer, der anvendes som stødende hund, skal den stående hund dertil holde vildtet, indtil jægeren kommer frem og kan afgive skud, når det trykkende vildt rejses foran hunden. Endelig skal den stående hund også bringe det nedlagte vildt ligesom spaniels og retrievere skal det. I alt skal den stående hund mestre tre basale funktioner.
2. Den stødende hund skal søge og apportere.Den skal opsøge vildtet til jægeren, og hente det, når det nedlægges. Den skal altså mestre to funktioner.
3. Den apporterende hund skal apportere. Retrievere og andre racer, som kun anvendes til at finde og bringe skudt og anskudt vildt, skal i sagens natur kun koncentrere sig om den ene opgave.
De stående hunde
De stående hunde er først og fremmest kendetegnet ved førskudsarbejdet. Hundene har deres force i store og forholdsvis åbne terræner, hvor de ved et veltilrettelagt vindsøg forsøger at finde småvildt og via den ofte medfødte stand markere, hvor der er vildt. Først når jægeren kommer op til den stående hund, bringes vildtet til flugt.
Typisk er det førerens verbale kommando ”rejs” eller ”avance”, som får hunden til at gå eller springe frem mod det trykkende vildt og rejse det. Dog findes der jægere, som med et diskret kropssignal sender hunden frem mod det trykkende vildt. Signalet er underordnet. Vigtigst er det i sagens natur, at hunden først rejser på tilladelse.
De stående hunde deles op i henholdsvis engelske og kontinentale racer. De engelske hunde kategoriseres som pointere og settere, og gruppen omfatter foruden pointer også engelsk setter, gordon setter, irsk setter samt rød og hvid setter.
I Danmark regnes også racen breton til gruppen af stående engelske hunde. De kontinentale racer omfatter langt flere racer (cirka 38 i alt), hvor ruhåret, korthåret, langhåret, münsterländer, vizsla og weimaraner er nogle af de mest kendte i Danmark.
Engelske racer
De engelske racer er primært avlet til jagt på hønsefugle. Engelske hunde vil i reglen på et meget tidligt tidspunkt i deres udvikling udvise en mere eller mindre fast stand. Dog fødes også individer, som først vil stå for vildtet i en relativ sen alder (1½-2 år).
De engelske hunde er specielt avlet til terræner, hvor vildttætheden er så beskeden, at det ikke kan betale sig at drive fuglene frem mod posterede skytter. Hedestrækninger, stubmarker og højfjeldsområder hører til de mest typiske terræner for den veltrænede engelske hund, som på en jagtdag kan afsøge ganske store arealer.
Engelske stående hunde er avlet til at søge i en letflydende og friktionsfri galop i høj fart. Under jagtsøget skal hovedet bæres så højt, at interessant jordbunden fært ikke bremser hunden i dens søgsoplæg.
Det er vigtig for effektiviteten, at hunden søger på vinden og hovedsaglig reagerer på den fært, som via luftvejene spredes fra selve vildtet. Når man går på jagt med engelske hunde, er det dog ikke kun effektiviteten, som har betydning.
Gennem generationer har jægere og opdrættere forsøgt at fremelske en udholdende og effektiv vildtfinder, som tillige er en nydelse at se på. Der ønskes stil over hundens søg over stubben, heden eller fjeldet. Mange ser f.eks. gerne, at der er spil i halen, når hunden arbejder. Begrebet stil dækker dog over hele hundens bevægelsesmønster, og retfærdigvis skal det nævnes, at stil er et ret subjektivt udtryk.
Eksempelvis anses livlig halerørelse af nogle jægere som irrelevant anvendelse af energien. Hvor begrebet stil kan være lokalt og nationalt betonet er ønsket til standen mere eller mindre universelt. Den stående hunds stand skal være stram og helst højrejst. Med til stilindtrykket hører også højt båret hoved.
En hund, som søger med lav hovedføring under ryglinjen, vil under søget igen og igen blive forstyrret af den fært, som klæber til jorden. Den bremses i det rytmiske søgsoplæg og forfalder let til at nusse på jordfært. Det højtbårne hoved har også indflydelse på hele hundens galopaktion og påvirker f.eks. dens forbensaktion.
Bliver forbensaktionen for kort, lander hunden ikke på hele trædepuden i nedslaget, og under en lang jagtdag i f.eks. fjeldet bliver (over)belastningen koncentreret omkring den forreste del af poterne. Og det er ærgerligt, hvis en jagtferie går i vasken efter et par dages jagt på grund af opslidte trædepoter. Alt i alt er der altså fornuft i galskaben, når hundens stil tillægges betydning i de avlsvejledende markprøver.
De kontinentale stående racer
Ligesom de engelske hunde er kontinentale hunde først og fremmest kendt for deres evne til at søge og tage stand for vildt. Generelt er de dog mere robuste og frem for alt mere alsidige end de engelske racer.
Hundene bruges til stort set alle former for dansk jagt på mark og skov samt i vand og sump. De kontinentale jagthunde fødes med en stærk interesse for jagt og vildt og har tit en medfødt interesse for hårvildt.
Ofte vil de halse på frisk fod af hare, råvildt og ræv etc. Denne interesse for jordbunden fært gør, at de kontinentale racer ofte søger med lidt lavere hovedføring end de engelske racer. Dog ser man også kontinentale hunde, som arbejder som engelske hunde i høj fart og med højtbåret hoved.
I forhold til de engelske hunde er farten dog oftest moderat, og generelt er de ikke skabt til det helt store marksøg. Til gengæld er det grundige søgsoplæg en mærkesag for de kontinentale avlere, og en kontinental hund må ikke søge for offensivt. Man siger, at man med en haglbøsse skal kunne skyde ud til hunden, når den passerer foran føreren.
I modsat fald er søget for fremadrettet, og hunden risikerer at gå forbi fugl eller støde vildt fremme i terrænet, som ikke kan nedlægges. Det korte, veldækkende søg gør den især velegnet til jagt på mindre arealer. Og i princippet er ingen mark for lille til en stående hund med et velskolet søg. De kontinentale racer anvendes ofte til drivjagt, hvor man sætter stor pris på deres højlydte halsen.
Til gengæld er det ikke alle terrænbesiddere, som er lige begejstret for de ofte meget hurtige og langbenede drivende hønsehunde, når der afholdes jagt i områder med meget råvildt. Ofte presses råvildtet så hårdt af de hurtigt drivende hunde, at det ikke er muligt at selektere afskydningen. Det er vanskeligt at kende rå fra kastebuk, når man kun ser råvildtet som en skygge, der farer gennem underskoven. Samtidig stresses vildtet tilsyneladende meget, når det forfølges af en hurtig hund.
Når det gælder eftersøgning af anskudt vildt, har de kontinentale hunde til gengæld en force i modsætning til mindre drivende hunde.
De kontinentale racer har en naturlig skarphed over for vildt og vil ofte være i stand til at tage livet af en anskudt ræv eller et anskudt stykke råvildt. Denne skarphed sammenholdt med typernes anlæg for at forfølge et udlagt spor, gør dem populære blandt landets vildteftersøgere.
En stor del af Skov- og Naturstyrelsens schweisshunde er således kontinentale hunde. Navnlig når det gælder eftersøgning af råvildt regnes det som væsentligt, at hunden har evnen til at trække et lettere skadet stykke vildt til jorden.
