På den anden side set kan Bjarne Petersen, Aurora Jagtrejser, heller ikke udelukke det og mener, at det skal stoppes, hvis det viser sig, at der er noget uldent med i spillet omkring ekstraordinært mange medaljebukke og store kronhjortegevirer fra Ungarn.
– Jeg nægter at tro på, at der foregår noget, der ikke tåler dagens lys.
Bjarne Petersen, Aurora Jagtrejser, der formidlede det jagtarrangement i Ungarn, hvor en sydsjællandsk jæger i august 2010 skød 31 bukke på tre dage, heraf 27 i medaljeklasse, afviser mere eller mindre, at der skulle være noget uldent ved, at det kan lade sig gøre at skyde så mange elitære bukke i samme område på blot tre dage. Ja, om han så havde brugt 14 dage til det.
– Men hvis der derimod foregår noget, der ikke er i orden, så er det dybt godnat, for vi går jo rundt og tror på, at det hele er i skønneste orden, siger Bjarne Petersen og føjer til, at han selv var med som ledsager på den – for den sydsjællandske jæger forrygende tur i 2010 – hvor denne skød de stærkt omdiskuterede 31 bukke, heraf 18 i guldklasse, fem sølvmedaljer, fire bronzebukke, tre 100-points bukke og sidst, men ikke mindst, en parykbuk.
Selv om Bjarne Petersen nægter at tro på, at både de 30 store bukke og parykbukken skulle være avlet i hegn og fodret med kraftfoder, sådan som Jens Kjær Knudsen, formand for Nordisk Safari Klub, nærer stærk mistanke om, så vil han heller ikke udelukke, at der kan være “noget uldent” ved specielt nogle af de 31 bukke, den sydsjællandske jæger skød, der var lidt abnorme.
Melder hus forbi
– Jeg vil ikke udtale mig om kundeforhold. Men jeg kan dog oplyse, at bukkene ikke er skudt på samme distrikt, men derimod på 10 distrikter, siger Bjarne Petersen, som også oplyser, at jagten ikke fulgte det sædvanlige mønster med jagt henholdsvis morgen og aften, men at den – ud over morgen og aften – stod på det meste af dagen. Jagten involverede følgelig meget bilkørsel, såvel som mange personer var involveret, men i øvrigt synes Bjarne Petersen, at det må være op til den sydsjællandske jæger selv at fortælle om den usædvanlige jagt, som – uanset hvordan den vendes og drejes – ikke har sin lige i hverken Ungarn eller et andet land i råvildtets udbredelsesområde.
Med ligeledes Aurora Jagtrejser som formidler skød den sydsjællandske jæger i år to kronhjorte i Ungarn med gevirvægte på henholdsvis 17,2 og 14 kg og dertil 15 keilere. Et foto af hjorten med geviret på 17,2 kg på jagtrejsebureauets hjemmeside giver næring til mistanken om, at den er fremavlet i hegn, fordi hovedprydelsen ikke er fejet mod træer og buske – med hvidpolerede sprosseender som resultat.
Ifølge andre kilder beløb trofæafgiften for de to store hjorte og de mange vildsvin sig til godt 800.000 kroner, mens de 31 bukke ifølge samme kilde stod i godt én million kroner. Der er altså – som det ses – mange penge på spil, og jo større trofæer, desto større profit for både jagtrejsebureauet og den eller de ungarske agenter, der er involveret.
På spørgsmålet, om det eller de involverede ungarske agenturer er blevet foreholdt Jens Kjær Knudsens mistanke om humbug, svarer Bjarne Petersen bekræftende, men oplyser samtidig, at ungarerne afviser, at der skulle være noget om snakken.
Beretninger fra andre danske jægere, der i ligeledes det østlige og sydøstlige Ungarn har skudt både guldbukke og parykbukke på bestilling på kort tid, understøtter dog Jens Kjær Knudsens mistanke om, at der sker “ting og sager” i Ungarn, som de danske jagtrejsebureauer åbenbart holdes totalt uvidende om.
På CIC’s bord
– Vi bliver nødt til at drøfte sagen i foreningen, Danske Jagtrejsearrangører – DJA. Jeg tror, at samtlige medlemmer er åben for en debat om emnet, og vi vil stå sammen om at prøve at finde ud af, hvad der foregår. Hvis der foregår noget, der ikke er korrekt, så skal det rettes, mener Bjarne Petersen, der er bevidst om, at det er til skade for al trofæjagt, hvis det viser sig, at der er hold i mistanken om bevidst “produktion” i Ungarn af store hovedprydelser hos både bukke og kronhjorte, men han frygter også, at organisationer der er fjendtligt indstillede over for jagt, vil kunne bruge denne viden til skade for jagtsagen og jægerstanden.
– Jeg har været i Ungarn mange gange gennem de sidste otte-ni år, men jeg har aldrig nogen sinde set et eneste tegn på, at hverken kronhjorte eller bukke avles i hegninger, forsikrer Bjarne Petersen.
CIC’s Trofækommission er blevet underrettet om Jens Kjær Knudsens mistanke. Alt andet lige så er de fleste af de ekstraordinære store jagttrofæer – bukkeopsatser og kronhjortegevirer – fra Ungarn, hvoraf de første dukkede op i Danmark i 2005, opmålt efter CIC’s regler og optaget i CIC’s trofæoversigter.
Hvis trofækommissionen skulle få held til at sandsynliggøre, at et uforholdsmæssigt stort antal bukkeopsatser og kronhjortegevirer gennem de sidste seks-otte år er resultatet af avl og fodring med kraftfoder, så vil den kunne stryge dem af listen. Kommissionen trådte i det mindste i karakter og underkendte geviret fra en kronhjort, en tysk greve havde skudt i Bulgarien i 2005 som ny verdensrekord, fordi det kunne sandsynliggøres, at hjorten var fremavlet i Østrig og sendt til Bulgarien i en hestetrailer.