Foreninger, som udgiver blade om jagt og vildtforvaltning, jagthunde eller andre jagtrelaterede emner, kan fra i dag og frem til den 16. november søge støtte til deres formidling via en særlig pulje
Af Miljøstyrelsen
Det er Miljøstyrelsen, som for tredje gang udbyder Formidlingspuljen. Finansieringen kommer fra jagttegnsmidlerne, og der er i år 1,5 millioner til uddeling.
Det er kun landsdækkende foreninger, som kan søge puljen, og de skal have haft mindst 1000 betalende medlemmer i gennemsnit de seneste tre år. Lokale foreninger kommer derfor ikke i betragtning, og det samme gælder Facebook Communities og lignende, som er gratis for brugerne.
De støtteberettigede foreningers generelle aktiviteter skal desuden have et tydeligt fokus på jagt- og vildtforvaltning ved at de for eksempel arrangerer undervisning i jagt og vildtpleje eller organiserer træning af jagthunde, m.v.
Alle tilskudsberettigede ansøgere vil få et grundtilskud på 40.000 kr. Derudover vil det resterende beløb i puljen blive fordelt mellem ansøgerne proportionalt med antallet af betalende medlemmer i den enkelte foreningen.
Krav om afrapportering
Tilskuddet bliver betalt, når kommunikationsaktiviteterne er gennemført. For at få udbetalt tilskuddet skal modtagerne indsende en kort afrapportering om, hvad pengene er brugt til, og hvad der er kommet ud af det.
Har en forening modtaget mere end 250.000 kr. i tilskud, skal der indsendes et revisorpåtegnet årsregnskab. Er tilskuddet under 250.000 kr. rækker det at indsende et ledelsespåtegnet årsregnskab.
Ansøgningsskema vil blive tilgængelig hos Miljøstyrelsen i uge 41