En hjort på Djursland har lige så stor chance for at blive fem år gammel, som en hjort i Dyrehaven har. Det viser ny undersøgelse, som får JJLL til at beklikke motiverne i hjortedebatten …
Af Jysk Jæger og Landbrugslaug (JJLL)
Der har været skrevet og snakket meget om kronvildtforvaltning, og hvorledes “planen” skulle føres ud i livet.
Det er sågar lykkedes at overbevise en samlet dansk jægerskare om “nødvendigheden” af at frede mellemhjorte samt indføre “tvunget” laug og arealbegrænsninger.
Det til trods at bestands-tilvæksten er en sand succeshistorie. Både for de danske landbrugere og jægere.
Siden indførelsen af “Vandmiljøplan 1” er kronvildtbestanden steget ikke mindre end 750% pga de vintergrønne marker, og dermed tilgang til foder hele året rundt.
Alene er bestanden steget 300% de seneste 10 år, og afskydningen kan ikke følge med bestands-udviklingen.
På baggrund af de fremsatte forslag fra diverse interesseorganisationer må man undre sig over den totale mangel på dokumentation og forståelse for hvorledes man skal læse den dokumentation, der stadig findes
Tilmed ser det ud til, at der findes dokumentation, der ikke helt passer ind i den “historie” som man ønsker at fortælle.
Det er åbenbart lykkedes at udelade vigtige detaljer om bestandene og deres udvikling i forskellige egne af landet.
Ser man på sandsynligheden for opnåelse af alderen henholdsvis 5 og 8 år for områderne Oksbøl og Djursland, kan man jo argumentere for, at der skydes for mange hjorte i Djursland.
MEN sammenligner man tallene fra Djursland med tallene for “Dyrehaven” (Opgave på DCE) viser der sig en helt anden virkelighed.
Da viser det sig, at en hjort på Djursland har nøjagtig lige så stor chance for at blive fem år, som en hjort der er født i Dyrehaven.
Sandsynlighederne for at nå hhv 5 og 8 år i de respektive områder ser ud som følger:
Område 5 år / 8 år
Oksbøl: 29% / 17%
Djursland: 13% / 1%
Dyrehaven: 13% / 10%
Læser man tallene som de fremstår ses det tydeligt, at det IKKE er problemet, at der nedlægges for mange mellemhjorte på Djursland.
Sandsynligheden for at en hjort opnår alderen 5 år er fuldstændig den samme som i et 100% kontrolleret miljø som Dyrehaven, hvor man endnu ikke har hørt, at der mangles gamle hjorte.
Problemet opstår tydeligvis mellem 5 og 8 års alderen, hvor sandsynligheden for at nå 8 år falder dramatisk.
Det bør ligeledes bemærkes at sammenligningen mellem Oksbøl som er et “Kronvildt reservat” og Djursland som er et landbrugs område under gældende jagtlov, ikke er helt sammenlignelig. Dog kan man fastslå at en total-fredning af hjorten på Statens arealer (Oksbøl) tydeligvis har større effekt end selv en kontrolleret afskydning i en indhegning som “Dyrehaven” nu engang er!
Men hvordan hænger disse tal sammen med ønsket om at frede mellemhjorten?
Hvordan hænger statistikkerne sammen med forslaget om at ALLE uanset arealstørrelse og medlemskab af “laug” skal have lov til at skyde 12’endere eller ulige 12’endere?
Det er jo lige præcis de hjorte man ifølge sagkundskaben SKAL beskytte?
Man må spørge sig selv om alle disse planer i virkeligheden er et “skalkeskjul” for at opnå en større bestand af store hjorte hos de jordejere, der har areal nok til at “forsvare” en afskydning?
Desuden må man rejse spørgsmålet:
Er det nu også de såkaldte “randjægere” der i virkeligheden udgør problemet, når de “sniger” sig til at skyde en mellemhjort ?
Endelige må man spørge om forklaringen i virkeligheden skal søges i økonomi snarer end i biologi?
Er 15.000 kr. + tillæg på helt op til mellem 80.000-140.000 kr. for særlig store hjorte (Søndergaard 2013) for stor en fristelse for nogle til at gå efter “randjægerne”.
I hvert fald må man spørge hvorledes de fremførte forslag, der tydeligt er i STRID med den biologiske dokumentation, er et udtryk for hvad man fremover kan forvente af de aktører, som i givet fald, skal administrere jagten og monitorere vores vildtbestande ved indførelsen af den “Adaptive Vildtforvaltning”?
I så fald må man retfærdigvis stille spørgsmålet:
Er vi, og ikke mindst vildtet ikke langt bedre stillet med det system, som vi har i dag?