Skal man flytte en elefant på 5 tons eller spise en honningmad?
Jyllandsposten bringer i dag en artikel om flytning af op mod 60 ”problem elefanter” i Malawi. At disse elefanter har fået prædikatet ”problem elefanter” skyldes næppe mentale brister hos de store dyr men snarere, at det lille afrikanske land har en årlig befolkningstilvækst på 2½ gange verdensgennemsnittet. Når befolkningen vokser så eksplosivt, kræver det selvfølgelig inddragelse af mere og mere jord til landbrug for at kunne brødføde alle, men majsmarker er et fristende tag-selv-bord for sultne elefanter.
Den nu påbegyndte flytning til et vildtreservat lyder umiddelbar som en god ide, men den har nu sine bagsider. Tidligere flytninger i det sydlige Afrika har givet problemer med unge elefant-tyre, der går grassat og for eksempel dræber alt det andet vildt de kan finde, inklusive hvide næsehorn på over to tons.
Og ofte har elefanterne slet ikke lyst til at være det nye sted. I 2001 startede Sydafrika et meget ambitiøst projekt med at flytte deres overskuds dyr til Mocambique. Nelson Mandela foretog en højtidelig, symbolsk overrækkelse af de første 25 elefanter til Mocambiques Præsident, men de 25 nye borgere kvitterede for den fine opmærksomhed, ved omgående at skynde sig tilbage over grænsen til Krüger Parken.
Et imponerende show for verdens dyrevenner, kom således til at koste omkring halvanden million kroner til ingen verdens nytte. Man har forsøgt sig flere gange siden med meget svingende resultat, og når flytningsprisen på mellem 50.000 og 100.000 kroner pr elefant tages i betragtning, har man da også for nogle få måneder siden besluttet sig for at regulere Krügers elefantbestand på flere andre måder, blandt andet ved delvis bortskydning.
Prisen for flytning af bare en enkelt elefant kunne måske bruges i Malawi til forsøg med en ret så utraditionel type hegn. Man har i Kenya udnyttet det underlige faktum, at kæmpestore elefanter er rædselsslagne for den afrikanske honningbi! Både lyden af bier såvel som lugten af bistader får ofte elefanterne til at vende omkring og undgå det indhegnede område.