Tre unge oddere blev i juni sat på frie svømmefødder i Vestsjælland for at få flere oddere i den østdanske natur. Danmarks Naturfredningsforening og Aqua Akvarium står bag hjælpeaktionen Projekt Odder …
Af DN
Odderbestanden i Jylland har været i fremgang i mange år efter nær udryddelse tilbage i 1980’erne.
Selvom historien om odderen i Jylland er en succeshistorie af de sjældne i den danske natur, er den sjællandske bestand stadigvæk meget lille.
Derfor har Danmarks Naturfredningsforening og Aqua Akvarium gået samme om projektet “Projekt Odder”, hvor tre unge oddere er sat på fri fod i Vestsjælland.
For Bo Håkansson, der er biolog i Danmarks Naturfredningsforening, har Projekt Odder været en ni år lang rejse mod flere oddere i Østdanmarks natur.
– Efter mange års modgang og forhindringer i projektet, gik det hele op i en højere enhed, da dyrene efter biltransporten fra Midtjylland over Storebæltsforbindelsen blev sluppet fri og svømmede væk. De jyske oddere tændte et håb om, at odderen igen kan blive udbredt over det meste af Sjælland, siger Bo Håkansson.
Bo Håkansson påpeger, at Projekt Odder også arbejder for at få lavet flere faunapassager og i det hele taget øge naturkvaliteten på odderens levesteder i den østlige del af Danmark.
Oddere monteret med GPS-sendere
De tre unge oddere, der fik friheden i det vestsjællandske, fik sat en lille GPS-sender på ryggen, der faldt af efter syv uger. GPS-senderen giver besked via telefonsignal om, hvor den er. Desværre har GPS-sendernes signaler ikke kunne opfanges i udsætningsområdet, hvor der er meget ringe dækning.
Det er nu planlagt, at en gruppe på 6-8 mand skal lede efter spor, dyrestier og ekskrementer for at undersøge, om odderne stadigvæk holder til i det samme område.
– Vi er af den overbevisning, at de stadigvæk er i området. Vi ville jo have modtaget GPS signaler, hvis odderne begav sig til et område med bedre dækning. Og hvis vi finder dyrestier, som kan være fra odderne, vil vi prøve at sætte vildtkameraer op, så vi kan dokumentere deres tilstedeværelse, siger Bo Håkansson.
Odderen er svær at indfange
I Projekt Odder er der givet tilladelse til at fange fem oddere i Jylland, men det har indtil videre kun været muligt at fange tre.
– De sidste to odder skal også sættes ud på Sjælland, men det har vist sig ekstremt svært at fange dem, med de fælder vi har lov at bruge. Det er svært at få dem til at gå ind i fælder med massive sider, i forhold til fælder af trådnet. Men i trådnet kan de gøre skade på sig selv, og dét går ikke. At fange dem, kan nærmest sammenlignes med at sende en mand til månen, siger Bo Håkansson.