I rækken af magnum-kalibre kan man ikke forbigå .400 og .465, der ligesom den kraftfulde kaliber .700 så dagens aller første lys i 0’erne
Kaliber .400-serien – en kraftfuld storebror
Af Peter Thisted
Kaliber .400 H&H Magnum er faktisk en storebror til .375 H&H Magnum. Den vægtige .400 blev sendt på markedet i 2003 sammen med .465 H&H Magnum, da mange havde efterspurgt en kaliber, som lige var én tand større og dermed mere kraftfuld end .375’eren.
Projektet blev styret af Holland & Holland‘s tekniske direktør Russel Wilken. Som nævnt blev begge patroner tilgængelige i England i 2003, men først i 2008 blev der også mulighed for også at erhverve dem i USA.
De to patroner supplerer rækken af “big game” ammunition, som H&H har fremstillet, hvoraf det nyeste skud på stammen er den transportable kanon, kraftfulde .700 Nitro Express.
.400 H&H Magnum er en moderne riffelpatron, og er legal at anvende til farligt vildt (dangerous game) i de lande, som kræver minimum kaliber .400. Den er desuden udviklet, så den er pålidelig under tropiske klimaforhold.
Den moderate skulder på hylstret sørger også for, at repetering efter skud foregår på helt uproblematisk vis.
Et yderst kraftfuldt selskab
.400 H&H Magnum serien er i den samme kategori som gamle hæderkronede .416 Rigby og .416 Remington Magnum. Typisk anvendes en kugle på 400 grain (26 gram).
H&H er ikke længere ene om denne kaliber, idet andre senere er kommet til på markedet. Her skal nævnes blandt andre .400 Jeffery Nitro Express og .405 Winchester.
Flere producenter laver rifler til disse kalibre. Ud over Holland & Holland, som tilbyder både dobbeltriffel og repeter, fremstiller både Mauser, Ruger og Dakota Arms (USA) rifler. Dakota Arms leverer en specialudgave af deres Model 97 Safari serie.
Ammunition er tilgængelig fra flere producenter, blandet andet Barnes, Hornady, Woodleigh og senest Kynoch i 2010.
Specielt af interesse for hjemmeladere
Standard hylster diameter er .532″. Hylsterlængden er 2.85″ (den samme som en .375’er). Den samlede patron-længde er på 3.50″. Kugle-diameteren er .411″.
Fabriksfremstillede kugler produceres hos australske Woodleigh. Det er den samme 400 grain Premium solid og Weldcore soft point’s, der sælges til hjemmeladere og som anvendes i .450/.400 NE fabriksladninger.
Ud over denne tilbyder Hornady en 300 grain .411″ interlock kugle til hjemmeladere. Denne var oprindeligt tiltænkt .405 Winchester.
Med en moderat ladning passer denne helt fint til det nordamerikanske CXP3 vildt i en .400 H&H.
pt@netnatur.dk