Trods ulvesikrede hegn er får og lam forsvundet fra indhegningerne hos en fåreavler. Nu opsættes kameraer ved hegnene
Af Miljø- og fødevareministeriet
I et område syd for Holstebro har husdyrholdere været ramt af ulveangreb på får og lam. Hos fåreavler Jørgen Blazejewicz fra Storålam er indhegningerne blevet ulvesikret, men fåreavleren har siden oplevet, at husdyr er sporløst forsvundet.
Miljø- og fødevareministeren har besluttet, at der skal sættes omkring 20 vildtkameraer op omkring indhegninger. De skal kaste lys over, hvordan hegnene virker og eventuelt få en forklaring på, hvordan husdyr har kunnet forsvinde.
Kameraerne bliver siddende, indtil området er afgræsset. Herefter bliver fårene flyttet til nye og større arealer.
Miljø- og fødevareministeren besluttede i foråret 2017 at etablere en tilskudsordning, hvor husdyrholdere i et afgrænset område syd for Holstebro kan få tilskud til at ulvesikre hegn.
Forkert montage
Hegnene synes indtil videre at have en god effekt, men der har været tilfælde, hvor hegnene har været monteret forkert, er blevet ødelagt af kronvildt, eller hvor der ikke har været strøm på hegnet.
Ulven er beskyttet af EU-regulering, og man må derfor ikke skyde ulve uden særlig tilladelse.
Se, hvordan du kan søge tilskud til hegn
Se, hvornår der kan gives tilladelse til at skyde en ulv
Se gode råd til, hvad du gør, hvis du møder en ulv
FAKTA: Ulvesikre hegn
- Hvis man har mindre husdyr, som får og geder, har det siden april i år været muligt at få tilskud fra Miljøstyrelsen til at ulvesikre sine hegn i et afgrænset område syd for Holstebro.
- Ordningen bygger på erfaringer fra lignende ordninger i Tyskland og på vejledninger om rovdyrsikre indhegninger fra Det Svenske Vildtskadecenter.
- Området, hvor der kan søges tilskud, er ca. 330 km2 og går fra Holstebro vestpå til Vemb sydpå til Tim og østpå til Grønbjerg og tilbage til Holstebro.
- Siden april har Naturstyrelsen ulvesikret ca. 35 km hegn i området, mens private husdyrholdere har ulvesikret ca. 10 km hegn.