WWF Verdensnaturfonden vil med ny kampagne ’Kat hjælper kat’ give katteejere mulighed for at støtte op om kattens truede fætter – tigeren …
Der findes 650.000 registrerede katte i Danmark. Til sammenligning lever der kun omkring 3.900 tigre i den vilde natur.
Kampagnen ’Kat hjælper kat’ skal motivere danske katteejere til ikke kun at interessere sig for deres egen lille kat derhjemme, men også vende blikket mod den udryddelsestruede tiger.
WWF Verdensnaturfonden opfordrer derfor danske katteejere til at lade deres kat blive WWF Tigerpartner, så katten kan hjælpe dens fætter til ikke længere at være en truet art.
Kampagnen skal få engageret katteejere ved bl.a. at opfordre dem til at dele billeder og videoer af deres egen kat på de sociale medier som Facebook og Instagram, hvor det er tydeligt at den lille huskat er beslægtet med tigren.
WWF arbejder for at give den majestætiske tiger en chance for at overleve. Vi arbejder især med de ca. 250 indokinesiske tigre, der lever i skovene på grænsen mellem Thailand og Myanmar. Det er vigtigt for tigrene og de andre dyr, der lever i dette skovområde, at vi beskytter det ordentligt. Når katte (og katteejere) bliver Tiger-partnere vil støtten netop gå til bevaring af den indokinesiske tigers leveområder.
Stigning på 700 tigre
Kampagnen ’Kat hjælper kat’ støtter WWF’s mål om en fordobling i antallet af tigre i den vilde natur, fra 3.200 tigre i 2010 til 6.400 i 2022.
En tiger-optælling tidligere i år viser, at antallet af tigre er steget med 700 til knap 3.900 tigre. Den nedadgående kurve er derfor for første gang blevet knækket.
– For nogle år siden kunne vi ikke være sikre på, at tigeren ville overleve som art – sådan er det ikke længere, og det er virkelig en fantastisk nyhed. At det nu går den rigtige vej viser os, at vi lykkes med en god del af vores arbejde, og det er jo virkelig opmuntrende, siger internationalprogramleder hos WWF Verdensnaturfonden Jacob Fjalland.
Læs mere: Bliv tigerpartner