Det har været mit indtryk, at landskildpadder må leve et forholdsvis kedeligt liv – men det var indtil temperaturen begyndte at stige og jeg opdagede en helt ny side af skildpaddernes sikkerhedsbeskyttede liv
Katten og skildpadden
Af Michael Sand
Jeg tilbringer p.t. en stor del af min tid i Tanzania, og her deler jeg min lokation med nogle skildpadder i forskellige størrelser: to hunner og en han. Alle tre futter rundt i haven – i reglen ganske ubemærket.
Skildpadden har i artens udviklingshistorie – beskrevet af Darvin – valgt sikkerhed frem for alt andet som f.eks. mobilitet og hastighed. Tynget af sikkerheden i form af det tunge skjold bevæger de sig kluntet, og selv den mindste forhindring på deres vej virker besværlig. De kan f.eks. hænge på bugen i lang tid, når de skal passere en simpel kantsten.
Jeg kan ikke lade være med at sammenligne skildpadderne med den store hankat i haven. Jeg tror, den gamle, arrede kat oplever mere på en enkelt nat, end en skildpadde oplever i et langt, men sikkert liv under det sikre skjold.
Katten kan springe op på de høje mure omkring haven i et enkelt spring. Om natten jager den bytte i form af mus og rotter – eller kæmper med andre hankatte om en velduftende hunkat i brunst.
Glemmer vi at lukke et vindue en aften, er det næsten sikkert, at katten i løbet af natten markerer denne del af sit territorium. Næste dag stinker gardinerne modbydeligt af kattepis.
Skildpadderne derimod laver ikke ballade. De gør ikke en kat fortræd – eller for den sags skyld nogle af havens andre dyr, fugle og firben.
Men ét er sikkert. Prisen for sikkerhed er høj. Det tyngende sikkerheds-skjold er så tungt, at dyrene næsten ikke kan bevæge sig. Ingen frihed, har de, og dagens højdepunkt må være en bid græs eller en skive vandmelon fra køkkenet.
Når temperaturen stiger
Jeg er glad for, at min sjæl trods alt er født i en tobenet menneskeform med to ben og – ikke mindst – to hænder. Jeg misunder hverken kat eller skildpadde.
Men skulle jeg vælge mellem et langt og sikkert skildpaddeliv eller et kort, intensivt katteliv, ville jeg ikke være i tvivl. Det har jeg ofte tænkt, når jeg støder på de op til 50 centimeter lange skildpadder med deres tunge sikkerhedshus på ryggen.
Men min holdning til landskildpaddernes kedelige liv forandrede sig, da temperaturen her – ved foden af Afrikas 3. højeste vulkan – begyndte at stige fra dansk sommervejr til temperaturer mere typisk for kontinentet. Da skete der noget med skildpadderne.
De to hunner begyndte åbenbart at udsende andre signaler, og den sløve han i det lille selskab blev pludselig meget aktiv. Ramt af Amors pil jagtede han bogstaveligt talt alt, der rørte sig, og for os var det slut med at drikke kaffe i haven uden risiko for at blive angrebet af den lidenskabelige skildpadde.
Men det var kun begyndelsen. Hunnerne begyndte i stigende grad at falde for hans tilnærmelser – der var overraskende voldsomme. Højlydt bankede han sit skjold mod hunnerne. En dag vippede han sågar den store hun rundt på ryggen, selvom hunnen med de kurvede former er mindst dobbelt så stor.
Dette var startskuddet. Skildpadde-sæsonen var i gang.
I begyndelsen var vi lidt benovede over, at skildpadderne lod os se ind i deres intime del af privatlivet. Vi troede, vi var vidne til noget særligt. Jeg kan huske, jeg var ved at falde ned ad trappen, da jeg styrtede afsted med mit kamera for at forevige havens frimodige skildpadder under deres bestræbelser på at sikre næste generation.
Men langsomt begyndte fascinationen fra vores side at aftage. Uge efter uge gik med højlydt skildpaddesex i haven …
Det blev efterhånden for meget … ja ligefrem en udfordring for det medbragte danske frisind.
Det er nemlig ikke kun paddernes gang, der er meget langsom. Når skildpadderne parrer sig, tager de sig også god tid. Overraskende god tid.
Hannen pukler bogstaveligt talt løs på hunnernes solide skjold uden pause, alt imens han stønner højlydt. Så højlydt, at lyden uden tvivl kan få forbipasserende til at skabe deres egne billeder af, hvad der foregår på den modsatte side af havens høje mure …
Skildpaddernes frimodige udfoldelse er vel også en smertelig påmindelse om det frie liv under solen – helt anderledes end vores liv bag arbejde-skærmens svage oplysning.
Bag lukkede vinduer
Vi lukker nu vinduerne, når den potente skildpaddehan tager endnu en omgang. Ikke mindst under online-møder med Danmark, Norge eller andre lande er det blevet en prøvelse med paddernes superaktive sexliv, da højlydt stønnen under mødet unægtelig kan aflede selv den mest koncentrerede.
Det er nu en måned siden, vi konstaterede den første parring, og den lille han er stadig aktiv flere gange om dagen. Både den store hun, som vi kalder Mette, og den lille hun, vi har døbt Amanda, bliver “holdt til” under store og højlydte anstrengelser. Skjoldene viser efter hånden slidtegn efter hannens ihærdige indsats …
Så ja. Mit syn på landskildpadderne har bestemt ændret sig. Deres liv er bestemt ikke kedeligt.
Det kan godt være skildpaddens valg af sikkerhed fremfor alt kom med en høj pris i tidernes morgen. Det skete på bekostning af fart og frihed – og vel nærmest sammenlignelig med en gældsplaget husejer, som vælger sikre rammer frem for frihed og et liv i uvished.
Kan skildpadderne inspirere?
Denne opdatering kan måske virke inspirerende for de læsere, der kan identificere sig med landskildpaddernes sikre liv, men et eller andet sted også savner et liv som fri hankat – eller hunkat.
Jeg har ikke indsigt i gældsplagede husejeres aktiviteter under dyrene – når man ser på det over tid. Men én ting er sikkert: de skal oppe sig, hvis de skal følge med skildpadhannen, der iklædt sikkerhedsudstyr fra top til tå evner at holde to hunner til ilden time efter time, uge efter uge – og efterhånden også måned efter måned …
Selv om livet kan virke tungt, men sikkert behøver det alså ikke at være kedeligt …
