Norske fuglevenner er oprørte. Fremover vil det blive muligt at skyde kongeørne. Men reguleringen er bæredygtig og en forudsætning for at beskytte arten, lyder det fra partierne bag forslaget.
Af Redaktionen
Kongeørn vil fremover være en af de rovdyr, som sandsynligvis vil kunne reguleres såfremt ørnene skaber væsentlige problemer for de landmænd, der lever af får og rensdyr og andre mere eller mindre fritgående græssende husdyr.
Reaktionerne på det politiske udspil har været stærke og ikke mindst Norsk Ornitologisk Forening (NOF) har reageret voldsomt og har iværksat en underskriftindsamling, der skal bremse indstillingen og beskytte kongeørnene fra at blive skudt.
Læs mere:
Støt NOF’s underskriftindsamling
– Men i virkeligheden er der små ændringer, der bliver foretaget i den aktuelle rovdyrforvaltning lyder det fra partierne bag aftalen, der har et flertal i det norske Stortinget bag sig.
Derfor er det nu op til Klima- og miljødepartementet at udarbejde et forslag, der efterfølgende kan sendes i høring.
Forslagsstillerne har dog anmodet om, at der allerede nu indledes et pilotprojekt til forvaltning af kongeørne i områderne ved Fosen-halvøen og i Troms, hvor landmænd har lidt store tab til kongeørnene.
Et tiltag, der får NOF til at hævde, at regeringen tilsidesætter faktuel viden omkring kongeørnen og derfor er foreningen gået i kritisk dialog med folkevalgte stortingspolitikere.
Forslagsstillerne mener dog, at der er gode grunde til at forvalte kongeørn på samme måde, som andre dyr forvaltes. Og når de mål, man har sat for bestandens størrelse er opnået, er der ingen grund til fortsat af beskytte arten, lyder det fra partierne bag forslaget.
Forslagsstillerne understreger dog, at landmænd med fritlevende græssende dyr naturligvis må forvente tab, når husdyr bevæger sig frit omkring i skoven og på fjeldet. Men der er grænser for hvor store tab, man kan leve med i de primære erhverv, lyder det.
Det er ikke første gang, at Norge tilkalder sig international opmærksomhed, når det tyndtbefolkede land, der ofte omtales som Europas Alaska, forvalter landets naturressourcer.
Norge har trods massivt pres stået fast på, at bæredygtighed skal være den væsenligste faktor i forvaltningen af landets naturressourcer. Den første politik skal ikke styres af følelser og om hvorvidt de vilde dyr har søde øjne eller regnes som særlig inteligente.
Forvaltning af hvaler, sæler og ulve har således tidligere trukket Norge ud i regulære mediestorme.
Der er heller ikke tivl om, at Norge også denne gang vil skabe opmærksomhed og komme i konflikt med de mange fuglevenner, der findes både indenfor og udenfor Norge.
Forslagsstillerne er dog overbevist om at tiltaget er nødvendigt.
– Vi føler os overbevist om, at god og ansvarsfuld ledelse er med til at sikre artens fremtidige eksistens, lyder det fra forslagsstillerne. De hævder desuden, at såfremt myndighederne ikke udviser det nødvendige ansvar, er der ikke langt til, at folk griber til selvtægt når deres husdyr trues.