– Det er udtryk for at kontrolsystemet virker, hævder Fødevarestyrelsen, efter konstatering af fugleinfluenza i en besætning af opdrættede, nordjyske gråænder
Af Redaktionen
– Syv ud af otte tilfælde af fugleinfluenza i Danmark er opstået blandt opdrættede gråænder. Det udtaler Finn Jensen, administrator for Dansk Fjerkræ Forum til TV2
LÆS MERE: Sidste nyt om fugleinfluenza
På baggrund af det seneste udbrud i en besætning på 1.200 ænder ved Nibe, ser han ikke andre udveje ud af problemet end at forbyde opdræt af gråænder.
Også Fødevarestyrelsen ser alvorligt på det seneste udbrud af fugleinfluenza, men forholder sig ikke til om det skal være lovligt at opdrætte gråænder eller ej.
– Vi ved, at der er fugleinfluenza i den vilde fuglebestand, og det er klart, at derfor vil vi også nogen gange få det i vores tamme fugle, og derfor har vi et overvågningsprogram, hvor fugleejerne sender fugle ind til overvågning, siger veterinærchef hos Fødevarestyrelsen Maren Holm Johansen.
LÆS MERE: Fødevarestyrelsen nedtoner fugleinfluenzaalarm
Eftersom opdrættede gråænder er i kontakt med vilde fugle, bliver der udført regelmæssige undersøgelser af ællingerne. Det var i forbindelse med en rutinemæssige undersøgelse at det blev slået alarm i Nibe.
Fødevarestyrelsen ser dette som udtryk for, at kontrolsystemet virker.
Besætningen i Nibe er smittet med den såkaldte lavpatogene fugleinfluenza, og den er som udgangspunkt ikke farlig for mennesker.
Ænder skal aflives
Alligevel skal de 1.200 ænder i overenstemmelse med internationale aftaler aflives, da der er risiko for, at influenzaen kan udvikle sig til en variant, der kan være farlig for mennesker. Efterfølgende skal det område, som ænderne har ophold sig på, pløjes ned ligesom bygninger skal inficeres og stå tomme i en periode inden de igen kan anvendes til opdræt.
Ejeren af andeopdrættet har efter redaktionens oplysninger overholdt de gældende regler og ejeren vil blive kompenseret for de tabte fugle, som Fødevarestyrelsen i samarbejde med Beredskabsstyrelsen aflivede tirsdag d. 9. august.