Et studie på Københavns Universitet viser, at kan en krybskytte i stedet tjene bare 15 kroner om dagen, vil han skifte erhverv …
Af Redaktionen
– Vores forskning viser, at lokale jobmuligheder er det mest effektive virkemiddel til at få krybskytter væk fra deres illegale erhverv, også selvom de vil modtage en væsentlig lavere løn end deres ulovlige beskæftigelse indbringer. Faktisk kan en dagsløn på 15 kr reducere sandsynligheden for at man vælger ulovlig jagt og handel med over 90 % i det område, vi har undersøgt, forklarer Martin Reinhardt Nielsen fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, som er støttet af Danmarks Grundforskningsfond, skriver universitetet i en pressemeddelelse.
Den største trussel mod naturen i dag er den illegale jagt. I Tanzania, hvor den danske forsker Martin Reinhardt Nielsen har arbejdet, anslår man, at jægere fra tre landsbyer alene nedlægger 1.100 dyr, hvilket svarer til cirka 3,7 ton kød med en markedsværdi på 210.000 US dollar. Og her skeler man ikke til, om dyrene er udrydningstruede og på IUCN’s rødliste.
Martin Reinhardt Nielsen har spurgt 325 personer, alle med tilknytning til de ulovlige krybskytteri. Samlet set kan han konkludere, at hvis de adspurgte personer havde et alternativ til krybskytteriet, så ville de vælge det. Også selv om de gik ned i indkomst.
– Overraskende nok viste resultaterne, at øget bødestørrelse og risiko for sanktioner havde meget lille effekt i forhold til at få deltagerne til at vælge en alternativ levevej. Det er interessant, fordi patruljering og bøder er den primære indsats, man bruger i dag for at bekæmpe krybskytteri og ulovlig handel, fortæller Martin Reinhardt Nielsen.
– Siden 1991 har der været en drastisk nedgang i antallet af bøfler, flodheste, vortesvin, og der er blevet betydelig færre puku og elfanter i Kilombero Valley på trods af bøder og patruljering. Hvis vi vil se forbedringer, er den bedste vej fremad sandsynligvis at fokusere indsatsen på at skabe bedre alternative jobmuligheder for jægere og forhandlere, afslutter Martin Reinhardt Nielsen i pressemeddelelsen.







