Undgå at futte dyr og fugle af: Vent med at lave sankthansbålet til få dage før eller byg et helt nyt – hvis du vel at mærke må tænde bål overhovedet
Af Jan Skriver, dof.dk
Du kan undgå at futte fugle, pindsvin og mus af, når heksen skal en tur til Bloksbjerg sankthansaften.
Et sankthansbål, der er samlet og bygget op i løbet af næsten et år, fungerer som et lille stykke ekstensiv natur, som kan huse både fugle, små pattedyr, skrubtudser og masser af insekter.
Fugle som solsort, gærdesmutte, rødhals, og tornsanger kan enten gemme sig eller bygge rede i bunkerne af grene og kviste.
Derfor er det en god og livreddende idé at lave et helt nyt bål kort tid før flammerne bliver sluppet løs til midsommerfest og de lyse nætter.
”Vi skal endelig nyde midsommerfesten og tænde bål, men først kan man gøre noget for at tage hensyn til de af naturens beboere, som holder til i dyngerne af grene og kvas. Det er i særlig grad pindsvin, mus, fugleunger og padder, det kan gå ud over, fordi de ofte skjuler sig i stedet for at flygte, når der tændes op. Derfor råder vi til at lave et nyt bål og gøre en målrettet indsats for at jage dyr og fugle ud af bålet, inden man sætter ild til”, siger Knud Flensted, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening (DOF).