Jagtetiske regler 2026 rummer en af de mest kontroversielle formuleringer i moderne dansk jagt. “ Lukrér aldrig på naboens vildtbestande ” lyder letforståelig, men kan i praksis virke uklar og stærkt konfliktskabende
Lukrér aldrig på naboens vildtbestande
Synspunkt af Netnatur
“Lukrér aldrig på naboens vildtbestande.”
Sådan lyder det i det i De jagtetiske regler 2026 …
Det er svært at misforstå ordet aldrig . Reglen er kategorisk og efterlader umiddelbart ingen plads til fortolkning. Reglen er tænkt som et værn mod rovdrift, snæver egeninteresse og uetisk jagtadfærd – især i relation til det store hjortevildt.
Men netop her begynder problemerne, hvis man gerne vil forstå hvad der ligger bag denne regel fra de i princippet uskrevne regler, som er formuleret i De jagtetiske regler.
Hjortejagtens vilkår i 2026
Bestandene af krondyr og dådyr er mange steder i Danmark vækstet voldsomt over de eneste år. Samtidig efterspørger både landmænd og andre lodsejere ofte øget afskydning med henvisning til skader på mark og skov. Men også i forhold til trafiksikkerheden, der er voksende bestande af dåvildt og kronvildt sig en vis opmærksomhed.
Det er i denne “nye” virkelighed, reglen om “lukrering” skal fungere og det er hendes formulering kan virke lidt ude at trit med praksis – i de mindste flere steder i landet.
Hvornår “lukrerer” mand?
Hvis hjortevildtet opholder sig største delen af dagen i naboens skov, men træder ind på de dyrkede marker – f.eks. i dæmringen eller skumringen – er det så at lukrere, hvis jægeren med de dyrkede marker nedlægger noget af “skovens” vildt?
Reglen giver intet klart svar. Den siger aldrig – men virkeligheden er sjældent sort-hvid.
I praksis “reddes” formuleringen af et ord: aftale . I dette land er der aftalefrihed og naboer kan indgå stort set alle de aftaler, som de har lyst til og som de kan blive enige om.
Men hvad nu hvis naboen ikke vil indgå aftaler?
Der er næppe tvivl om at udtrykket “lukrere på naboens vildt udspringer af begrebet “hegnsjagt”, som er et nedladende udtryk anvendt om jægere, der venter på, at “naboens” vildt skal komme på skudhold – typisik under afvikling af jagt i naboskoven.
Men hvad gør man hvis man erfarer, at naboen også agter at afvikle jagt, den dag man selv er på jagt? Skal man da aflyse sin jagt, selv om man lovligt kan jage, og selv om forvaltningen ofte efterspørger større afskydning og mange taler for at få og massive forstyrrelser frem for mange, gentagne og mindre.
Her risikerer reglen at blive et moralsk presmiddel snarere end etisk vejledning – naturligvis kun i de tilfælde, hvor man ikke kan skabe dialog og fællesskab med sin nabo.
Skaber reglen fjendskab?
Paradoxalt nok kan denne regel, der skulle dæmpe konflikter, ende med at forstærke dem. Når etik bruges som anklage – “du lukrerer” – frem for som fælles kompas, kan der opstå mistillid mellem naboer.
Naturligvis skal enhver jæger være i stand til at forsvare sin afskydning over sine naboer. Men da jagt på f.eks. kronvildt ogsaa glider ind i en form for bestandregulering kan reglen virke mere vildledende end vejledende.
I områder med for store bestande kan reglen opleves som en hæmsko for nødvendig regulering, mens den i andre områder fungerer kan fungere efter hensigten og som værn mod overudnyttelse på vildtet og fællesskabets bekostning.
Dobbelt regler i forklædning?
De jagtetiske regler angiver samtidig vejledende tal for, hvor meget hjortevildt der maksimalt bør nedlægges på en ejendom på eksempelvis 25 hektar.
Hendes opstår og andet dilemma:
Hvis man både siger “lukrér aldrig på naboens vildt” og angiver afskydning baseret på ejendommens størrelse – arbejder man med flere principper på én gang?
Den ene tager udgangspunkt i dyrenes bevægelser på tværs af skel. Den anden tager udgangspunkt i matrikelstørrelser …
De to perspektiver er ikke nødvendigvis forenelige og da det især er ældre hjorte man vil skåne med reglen – formodes det – er spørgsmålet om man ikke allerede er kommet godt stykke ad vejen, da det tilrådes at en jæger med et areal under 25 ha ikke bør nedlægge mere end en voksen hjort.
Men betyder det så at en jæger med et areal, der ti gange så stort kan nedlægge ti gange så meget. Næppe. Hensigten er at alle jægere, uanset arealstørrelse har mulighed for at drive hjortejagt. Men naturligvis åbner de jagtetiske regler ikke op for, at jægere med 250 ha kan skyde 25 voksne hjorte pr. år.
Det er dog en helt anden debat, de kræver selvstædnig opmærksomhed.
Hent de jagtetiske regler
Har reglen overlevet virkeligheden?
Reglen kan næppe kaldes “forkert”. De fleste jægere ved godt, at reglen sigter mod mådehold i forhold til det terræn man råder over. Men i forhold til den virkelighed, som jægeren nu oplever virker reglen temmelig absolut.
Den udtrykker en vigtig etisk intention, men overlader for meget til fortolkning i en tid, hvor vildtforvaltning tilstræbes at hvile på frivilligt samarbejde, fleksibilitet og lokal tilpasning. Er det overhovedet nødvendigt at anvende så værdiladede udtryk i De jagtetiske regler. Giver det i det hele taget mening at tale om “naboens vildt” når der debatteres jagt på det store hjortevildt.
Der er næppe tvivl om formuleringerne i De jagtetiske regler er vejet på en guldvægt. Derfor kan der ikke herske tvivl om at forfatterne til De jagtetiske regler har fundet det afgørende at bruge begreberne “naboens” vildt og “lukrere”.
Det er næppe den “nødvendige” regulering af ungdyr og hundyr, som Vildtforvaltningsrådet, Naturstyrelsen og Danmarks Jægerforbund havde i tankerne, da de valgte at inddrage sætningen i jægernes mange “bud.”
Det er naturligvis de trofæbærende handyr, der er i tankerne og som man vil sikre sig forbliver på rette hænder. De skal ikke nedlægges af de forkerte – altså af dem, der lukrerer på “naboens” vildt.
Men hvor mange i dette land kan egentlig uden at “lukrere” på fællesskabet og naboens vildt, nedlægge en ældre hjort på måske otte år eller mere? Hvor meget terræn skal man råde over før man en vis troværidghed kan hævde at denne hjort tilhører mit terræn?
Dette samler sig på ganske få hænder. Resten af den danske jægerstand” Lukrér aldrig på naboens vildtbestande”
Hvem ejer hjorten?
En hjort vil i løbet af en sæson bevæge sig over store afstande. En tidlig morgen står egnens største hjort på et mindre areal på måske 25 ha. Og måske bliver netop dette areal hjortens endeligt. Jægeren, der var på rette sted, på rette tidspunkt kan næppe hævde at denne hjort tilhørte matriklen – før det øjeblik den sank sammen og åndede ud.
Ja i forhold til en eller anden terrænbestemt definition af bæredygtig jagt er det næppe rimeligt at en jæger med blot 25 ha skal høste så meget jagtlykke i forhold til “naboen” … Men det er nu engang vilkårene, da stort set alle danske jagtarealer er frimærker i det store billede, når det gælder jagt på stort hjortevildt.
Hvem der skyder hjorten er ikke afgørende i det forvaltningsmæssige perspektiv. Det afgørende er at den samlede afskydning er bæredygtig i forhold til det, som “man” øsnker for bestanden.
Derfor er udtrykket “lukrere på naboens” vildt også udtryk for at Vildtforvaltningsrådet ikke har været i stand til at formulere rammerne for moderne jagt på stort hjortevildt.
I stedet skal jeg være bæredygtig jagt baseres på luftige begreber som “naboens vildt og de stærkt værdiladede udtryk “at lukrere” altså drage fordel af noget, man ikke selv har skabt eller taget ansvar for.
Dermed har man sat lus i (hjorte) pelsen, da der unægeligt vil opså en række debatter over skel, der ikke ligefrem vil gavne naboskabet, hvis al afskydning skal ske inden for “naboens” opfattelse af ejerskabet til de frie vildtbestande.
Spørgsmålet er om udtrykket at l ukrér aldrig på naboens vildtbestande skal udgå næste gang de jagtetiske regler revideres?
Tjener de jagtetiske regler til at fastholde og udvikle fælles jagtkultur er udtrykket “naboens vildt” ret uheldigt. Her må den store forfattergruppe bag de jagtetiske regler være i stand til at formulere sig mere forenenende. Der er ikke brug for udskamning i de regler, som alle jægere bør være i stand til at se sig selv i.
De etiske regler skal også på dette område tjene som et undeliggende pejlemærke, derunderstøtter fælles forvaltning frem for at skabe konflikt mellem naboer, der næppe kan opnå enighed om hvem vildt tilhører …
LÆS også: Forbud mod nabojagt
De jagtetiske regler skriver følgende:
DET KLOVÆRENDE VILDT
• Kend bestandenes størrelse, køns- og aldersmæssige sammensætning i dit regionale område, og forvalt efter dette.
• Hold tæt kontakt til lodsejere og indfri muligheder og løs udfordringer i fællesskab (f.eks. afskydningsplaner).
• Respekter rudlens struktur og sociale dynamikker.
• Brunstjagt anvendes til selektiv afskydning i respekt for brunstens biologiske funktion.
• Skyd ikke mere end 1 kronhjort eller 1 dåhjort pr. sæson på areal mindre end 25 ha.
• Nedlæg ikke fører-hinden fra rudlen, da det kan forstyrre de naturlige hierarkier og sociale strukturer.
• Skyd altid kalv før hind eller då og lam før rå.
• Planlæg jagten nøje herunder placering af skytter, brug af hunde, mulige eftersøgninger, mv (se ligeledes bilag 1 om anbefalet indhold af parole og parade).
• Begræns brugen af hurtige hunde til drivjagt.
• Sørg så vidt muligt for at der friholdes områder, der kan give vildtet ro, når der afholdes tryk- og drivjagt.
• Vurder dyrets alder og kondition før skudafgivelse.
• Skyd som hovedregel ”ung før gammel” og ”svag før stærk”, uden parolen foreskriver noget andet.
• Brug kun legitimerede schweisshunde-førere ved eftersøgninger (ring hellere én gang for meget end en gang for lidt).
HENSYNET TIL DIN MEDJÆGER OG DE NÆRE OMGIVELSER
• Respekter dine naboer, med-jægere, mv og søg dialogen og samarbejdet.
• Vær særlig opmærksom ved jagt nær skel og boliger. Vis hensyn og vær imødekommende.
• Forvalt vildt på dit areal, som du gerne ser dine jagt-naboer forvalter deres.
• Gør din nabojæger til din samarbejdspartner. Indgå aftaler om jagthyppighed, eftersøgning og evt. afskydning mv
• Lukrer aldrig på naboens vildtbestande, og afgiv aldrig skud til vildt, der under jagt drives fra naboens terræn ind på dit uden en aftale.
• Udvis social kontrol og påtal altid jagt, der udøves i strid med lovgivningen eller de jagtetiske regler.
• Vis storsind, hvis der er tvivl om, hvem nedlagt vildt tilkommer.
