Mål og middel med trofæmedaljer

Hvad skal vi med trofæopmåling? Er det virkelig nødvendigt at gøre jagtoplevelser til en konkurrencesport. En sport, hvor det også handler om at vinde

Mål og middel med trofæmedaljer

Hvad skal vi med trofæopmåling? Med point og med medaljer? Er det virkelig nødvendigt at gøre jagtoplevelser op i noget målbart? Risikerer vi at selve jagtoplevelsen og de værdier, den hviler på, skrider hvis jagt bliver en konkurrencesport. En sport, hvor det også handler om at vinde.

Debat og spørgsmål af Michael Sand, Netnatur-arkiv

Ansporer trofæopmåling til at vi sætter trofæet over jagten og jagtoplevelsen? Det fine ved jagten, som den praktiseres i et moderne samfund, er jo at den kan være et fristed for konkurrence. Et sted hvor vi alene eller sammen med andre kan nyde og tage imod uden nødvendigvis at skulle præstere. Uden nødvendigvis at skulle vejes og måles.

Svaret til ovenstående spørgsmål er et naturligvis. Det risikerer vi, så snart der går point og medaljer i jagten. Men hvad skal vi så med trofæopmåling?

Var det da ikke bedre at skyde ideen til hjørne eller endnu bedre helt ud af spillet. Og gøre det, mens tid er.

Trofæjagt får nemlig bedre og bedre tag i de danske jægere. Trofæjagt og trofæopmåling er en aktivitet i vækst.

Men selv om de fleste nok kan blive enige om, at også medaljen på trofæet har en bagside, er spørgsmålet om trofæopmåling kan undværes?

Hvordan ville det se ud, hvis vi legede med tanken og forestillede os en verden uden trofæjagt. Uden trofæopmålere, point og medaljer. Ja helt uden “pral” og store armbevægelser jæger og jæger imellem.

Kan man i det hele taget det? Er opmåling ikke blot en lidt mere nuanceret beskrivelse af det, man har nedlagt?

Sportsfiskere har f.eks. ikke opmåling som begreb i deres livsstil. Alligevel bliver fisk omtalt i kilo og centimeter.

Det er en del af den menneskelige natur af måle og veje. Og det er en del af jægerens natur. Også fuglejægeren har det i sig og forfalder til talskyderi, hvis ikke han eller hun holder sig selv på sporet og sætter jagtoplevelsen over antallet.

Det er derfor meget vanskeligt at forestille sig en verden uden opmåling på et eller andet niveau. Vi har det i os. Gennem tiden har jeg mødt flere erklærede “kødjægere”, der tog en kovending den dag, det var en stor potentiel pointbuk, som de sendte i græsset. Da blev trofæjægeren vakt til live.

Derfor giver det ikke rigtig mening at forestille sig moderne jagt uden medaljer og point for det nedlagte trofæ. Mere interessant er det derfor at se på, hvordan begrebet positivt kan anvendes i moderne vildtforvaltning. Kan udsigten til høje point og medaljer ligefrem være med til at fremme en rigtig afskydning?

Det er almindeligt kendt mange steder i verden, at trofæjagt er en helt afgørende faktor i naturbevarelsen. Men i Danmark opfattes begrebet trofæjagt stadig lidt skummelt i visse kredse.

Det er efterhånden almindelig kendt, at en sund bestand af hjortevildt har behov for gamle dyr i bestanden. Både gamle hundyr og i særdeleshed gamle handyr.

Sidstnævnte er mange steder en mangelvare, da begejstringen for horn på væggen til tider bliver på bekostning af en biologisk funderet afskydningsplan. Ikke mindst her til lands, hvor der gennem tiden er gjort mange tiltag for at fremme en mere rigtig afskydning vurderet ud fra alder og køn i bestandende.

LÆS mere på netnatur.dk/BUKKEJAGT

KLIK og gå til det undermagasin, som du ønsker. Undermagasinerne på netnatur.dk samler alle nyheder og aktuelle opdateringer om forskellige emner indenfor en lang række emner. Herover vises tre …

Spørgsmålet er, om den skæve bestand, som opleves flere steder, er et resultat af trofæjagt. Eller om det snarere er en konsekvens af manglende interesse for trofæjagt?

Er det ikke netop fordi, at den danske jæger vægter kvalitet i træfæerne højere end kvantiteten i de nedlagte?

Havde interessen for medaljer og trofæpoint været højere, må man logisk konkludere, at andelen af nedlagte ungdyr havde været mindre. Hvorfor skyde en lovende ungbuk i sit andet år, når den året efter kan sætte op som en potentiel medaljebuk?

Kan forsiden af trofæmedaljen og den stigende interesse for trofæopmåling blive en mere biologisk korrekt afskydning. Det tror jeg. Naturligvis skal der meget mere til. Men jeg ser trofæjagt, medaljer og point som et af midlerne i forvaltning af alverdens vildtbestande. Ikke mindst de danske. Men for at imødekomme jægerens drøm om at nedlægge et medaljetrofæ er det også vigtigt, at drømmen er realistisk og inden for rækkevidde.

I visse egne af Danmark er der bare mere luft mellem selv ældre bukkes ører end der er horn … Selv om man er heldig og nedlægger den største buk, der er nedlagt siden istiden i Ringkøbing kommune, vil den næppe finde vej til forsiden af diverse medier. Den vil stadig være en “piberenser” sammenholdt med de mere massive og tunge bukke, der nedlægges på de fede jorde rundt omkring i landet.

Set i det lys burde det nye SCI system være et signal om morgenluft for jægere, der jagter på mere marginale jorde.

Safari Club International (SCI), som er verdens største og mest indflydelsesrige jagtorganisation, har sat kravet til en råbuk noget lavere end CIC. Desværre så lavt, at nogle danske jægere tilsyneladende har mistet respekten for en SCI bronzemedalje på en råbuk.

Og selv om CIC og SCI ikke skal sammenlignes er SCI kravet til medalje lavt. Også for lavt. Derfor har Bukkeopsats.dk, der i perioden maj 2012-18.3 2013 opmålte mere end 1.000 råbukke i både CIC og SCI bedt SCI revurdere medaljekravet for råbuk. Også Nordisk Safari Klub har i foråret 2013 rettet henvendelse til SCI og bedt dem tage kritisk stilling til medaljekravet på en SCI medalje.

I Danmark er det således næppe vanskeligt at skabe enighed om, at mindstekravet bør hæves. Det interessante spørgsmål er, hvor overlæggeren skal placeres.

Skal det være lige så vanskeligt at opnå en SCI medalje, som det er hos CIC.

Her er det en gylden regel, at der skal 100 nedlagte bukke til før der er en CIC medaljebuk til trofævæggen. Hvis man sætter overlæggeren så højt, kobler man store dele af landet af.

En medalje bliver om ikke en by i Rusland, så en ådal på Sjælland, Fyn eller Bornholm. Kun massiv fodring af f.eks. råvildtet kan flytte ved den naturlige grænse, der hersker for råvildt, der vokser op på de mere “magre” jorde. Men er fodring vejen frem til større trofæer for jægere, der jager på f.eks. vest- og nordjyske marginaljorde?

Men uanset hvad man mener om CIC og SCI som opmålingssystem, bør alle danske trofæjægere interessere sig for medaljekravet til en SCI medalje.

Opmålersystemet som princip betragtet er der nemlig ikke noget i vejen med. Tværtimod. Det har en række indlysende fordele set i forhold til objektivitet og databearbejdning, som CIC ikke har. Det er da også databearbejdningen, der er det interessante ved SCI og et hvilket som helts andet opmålingssystem.

Opmålingerne er et barometer på jægernes afskydning og i vise tilfælde også et baremeter på vildtets trivsel.

Medaljerne derimod er blot en populistisk indikator for, hvor trofæet placerer sig i den store mængde af øvrige opmålte trofæer.

Derfor kan man godt undre sig lidt over, at kravet til medaljer i SCI har fået så stor opmærksomhed, som det har.

Medaljen er trods alt kun et middel til at fremme opmålingerne og få jægerne ud af huset med deres trofæer. Værdien af de mange opmålinger og den store database, der hen over tid opstår, er ikke afhængig af, hvor man beslutter af definerer medaljekravet.

Den dag point og medaljer bliver målet i sig selv, har vi spillet værdierne i moderne jagt fallit. Da frygter jeg, at vi sætter os i bås med proffesionel sport, hvor snyd, korruption og doping bliver en del af hverdagen.

Debatten om manipulerede vildtarter er desværre et eksempel på, hvad vi kan have i udsigt, hvis begejstringen for høje point og medaljer tager over, og vi ikke længere kan prioritere mål og middel.