Den danske regering får nu sin første EU klage fra Danmarks Naturfredningsforening …
Af DN
Årsagen er, at Danmark ikke i tilstrækkelig omfang beskytter vandmiljø og drikkevand.
EU’s medlemsstater skal sørge for, at “der vedtages passende foranstaltninger til beskyttelse af vandmiljøet og drikkevandsforsyningerne mod pesticidernes virkninger”. Men det har Danmark ikke gjort, mener DN, der derfor har sendt en klage af sted til EU.
– Vi beder EU Kommissionen vurdere den danske indsats fordi, vi mener, den er utilstrækkelig. Blandt andet har regeringen overfor EU anført, at de 50.000 ha randzoner var en del af opfyldelsen af direktivet, men ved at fjerne halvdelen af randzonerne svækkes beskyttelsen af vandmiljøet. Desuden har kun 37 af landets 98 kommuner taget fat på at udlægge boringsnære beskyttelsesområder. Og forbud mod sprøjtegifte i beskyttelsesområderne er kun pålagt ved meget begrænset antal vandboringer, siger DN.
Overtræder direktiv om sprøjtegifte
Foreningen vurderer, at Danmark med de manglende indsatser overtræder “Direktiv om Bæredygtig Pesticidanvendelse”. Direktivet fremhæver “passende foranstaltninger” som værende blandt andre:
• Oprettelse af randzoner af passende størrelse til beskyttelse af vandorganismer
• Beskyttelseszoner for overfladevand og grundvand, der er udlagt til drikkevandsindvinding, hvor pesticider ikke må udbringes eller opbevares.
Fire mangelfulde initiativer
DN har været i dialog med Miljøministeriet gennem det seneste år for at få klarlagt, hvordan Danmark har gennemført den beskyttelse, EU kræver.
Ministeriet oplyser, at beskyttelse af vandmiljøet og drikkevandsforsyningerne sker med fire initiativer, som DN anfægter reelt er gennemført:
• Randzoneloven – DN: der nu kun dækker målsatte og §3 beskyttede vandløb, som angives at udgøre det halve areal (25.000 ha).
• Forbud mod brug af sprøjtemidler i en radius på 25 meter fra en boring / et vandindvindingsanlæg – DN: 25 meters zone er i langt de fleste tilfælde langt fra tilstrækkeligt til at beskytte mod sprøjtegift, der anvendes omkrig boringen. Behovet afhænger af geologiske forhold, hvilket der i dag ikke tages højde for.
• Kommunernes mulighed for at udlægge boringsnære beskyttelsesområder – DN: Kun 37 af landets 98 kommuner, svarende til halvdelen af landets indvindingsboringer, er p.t. omfattet af projekter om at udlægge boringsnære beskyttelsesområder. Beskyttelse i form af forbud mod pesticider er kun pålagt et meget begrænset antal arealer ved vandboringer.
• Vaskepladsbekendtgørelsen – DN: Opfølgning og håndhævelse af de nye regler om vaskepladser for sprøjteudstyr mangler fortsat.
– Vi beskytter ikke vores vandmiljø og drikkevand i tilstrækkelig grad og med afviklingen af halvdelen af randzonerne og den manglende boringsnære beskyttelse udhuler vi endda beskyttelsen. Det er vi nødt til at reagere på, for vores rene vand er en af de mest værdifulde ressourcer.