De sidste gange jeg havde kørt hjem fra det stykke jeg plejede at jage på, havde jeg set ham her hoppe rundt ude i marken, ikke langt fra gården derhjemme.
Dato: 09-06-2011
Lokation: Midtsjælland
Et par ture i skoven havde ikke kastet resultat af sig. 2 dage forinden denne jagt var bukken imod forventning kommet bagfra og gået direkte ind i min fært, hvor han sikrede på 12m afstand uden at jeg kunne trække min bue..så var det overstået! I torsdags satte jeg mig i trækronen fra forårets hugst på den modsatte side af vekslen. Jeg sad rigtig godt og fandt ved et tilfælde et firkløver, som jeg satte fast i mit pilekogger. Kamouflage effekten af trækronen var stor og jeg havde flere råer inde på ganske tæt hold uden at blive opdaget. Lidt i ni kom en rå bagfra og essede kun 5m væk bag trækronen. Kort tid efter kom bukken af samme veksel som sidst. Det var noget vanskeligt at komme til at række buen, idet jeg frygtede at skræmme råen, som ville trække bukken med væk, hvis hun så bevægelsen. Utrolig langsom og forsigtigt lykkedes det at trække og heldigvis havde bukken ikke travlt. På 21m afstand modtog han pilen på bladet og sprang roligt væk. Da jeg ikke kunne finde et godt schweiss spor rekvirerede jeg en schweisshund, som fandt bukken forendt 75m væk. Pilen var gået fint ind på bladet og ud lidt højere oppe og mere agterligt, gennem leveren, hvorfor der var så lidt schweiss. En skøn aften fyldt med stor spænding…og lidt held med mit firkløver 🙂








