En igangværende web-undersøgelse sender planen fra Den Nationale Hjortevildtgruppe hjem. Flere end 9 ud af 10 siger nej. Jægerne i DJ’s kreds 2 siger dog ja …
Af Redaktionen
Skal Danmarks Jægerforbund bakke op om den foreslåede model for hjortevildtforvaltningen?
Det spørgsmål er rejst af Danmarks Jægerforbund, som valgte at stille spørgsmålet til de medlemmer, der mødte frem på de netop afsluttede Jægerrådsmøder.
Der har ikke været afholdt lignende undersøgende afstemninger på forbundets egen hjemmeside, men på de netop afsluttede jægerrådsmøder i DJ’s kreds 2, som er de tal vi har kendskab til på nuværende, fordeler resultatet som det ses herunder:
198 ja
43 nej
LÆS OGSÅ: Debatmøder uden debat
På Facebookgruppen “Hjortevildtforvaltning i Danmark” har man rejst samme spørgsmål, som blev rejst over for de fremmødte på Jægerrådsmøderne. Også her lød spørgsmålet:
“Skal Danmarks Jægerforbund bakke op om den foreslåede model for hjortevildtforvaltningen?”
Men her faldt tallene helt anderledes ud:
151 Nej
12 ja
Altså viser den p.t. eneste afstemning på nettet et helt andet svar, end det som Jægerforbundet fik fra de fremmødte på Jæger-rådsmødene i kreds 2.
I den åbne Facebookgruppe “Hjortevildtforvaltning i Danmark” mener mindre en ud af 10, som har deltaget i undersøgelsen, at Danmarks Jægerforbund skal stemme ja til den model, som de selv har været med til at udforme sammen med Danmarks Naturfredningsforening, Skovdyrkerne og Landbrug og Fødevarer.
I planen, der stemmes om, arbejdes der med kortere jagttid på kronhjorte, arealbegrænsning og SMS-registring af nedlagte hjorte.
De gennemførte undersøgelser er naturligvis ikke retningsgivende for hvordan de danske jægere i almindelighed ser på det fremlagte forslag. Når vi her på sitet alligevel vælger at referere til de to spørgeundersøgelser skyldes det, at der er meget stor forskel på de svar, der er indgivet på helt ens formuleret spørgsmål.
Det handler ikke kun om hvordan man spørger, men også hvor man spørger. Web-afstemingen giver et helt andet resultat og det kan der være et hav af forklaringer på.
Om det er Danmarks Jægerforbunds gennemførte medlemsundersøgelse eller om det er web-undersøgelsen, som er den mest eller mindst repræsentative for den danske jægerstand må læserne selv vurdere.
Herfra nøjes vi med at påpege den store forskel.
Web-undersøgelsen er i øvrigt stadig aktiv omend interessen for at deltage er fladet meget ud.