En ny hjemmeside og trykte foldere skal inspirere danske jægere til at gøre jagten blyfri allerede nu, så de er klar, når bly i riffelammunition til jagt bliver forbudt fra den 1. april 2024
Af Miljøstyrelsen
Bly fra jagtammunition kan forgifte vilde dyr og hele økosystemer og udgør en sundhedsrisiko for mennesker, der spiser vildt nedlagt med blyammunition.
Læs mere på temasiden God jagt uden bly
Hent folderen God jagt uden bly – og få et hurtigt overblik
Fra fra den 1. april 2024 skal al riffelammunition til jagt og regulering i Danmark være blyfri.
Derfor skal jagten i Danmark være blyfri. I 1996 blev blyhagl forbudt, og nu er turen kommet til riffelammunitionen. Bekendtgørelsen om våben og ammunition til jagt m.v. forbyder således centraltændt riffelammunition af bly til jagt og regulering i Danmark fra den 1. april 2024.
Kom godt i gang
For at ruste jægerne bedst muligt til overgangen lancerer Miljøstyrelsen en oplysningskampagne med en ny hjemmeside og trykte foldere, som skal inspirere jægerne til at gøre erfaringer med den blyfri ammunition nu, så de er klar til blyforbuddet i god tid.
Den nye hjemmeside om blyfri jagt, som åbner i dag, giver svar på en lang række af de spørgsmål, jægerne ofte stiller om blyfri ammunition. Der er links til forskningsrapporter og undersøgelser for dem, der vil i dybden, og videoer til dem, der foretrækker hurtig, visuel information.
Flere videoer på vej
Hjemmesiden vil løbende blive opdateret med bl.a. flere videoer både med erfarne praktikere og forskere med stor teoretisk viden.
Samtidig med åbningen af kampagnesiden udsender Miljøstyrelsen informationsfolderen ”God jagt uden bly”. Den kommer som tillæg til Danmarks Jægerforbunds blad Magasinet Jæger, og kan desuden hentes hos Naturstyrelsens lokale vildtkonsulenter flere steder i landet.