Efter at have nedlagt årets sommerbukke på under 30 meters afstand var det på tide at gøre noget ved lysten til at tage buetegn. 2. september 2010 lå prøven, som blev vel bestået.
Nu var det “blot” at vente på 1. Oktober, så de mange træningstimer kunne forsøges omsat til lidt praktisk jagt.
Dato: 01-10-2010
Lokation: Langeland
Ventetiden indtil 1. Oktober har været lang, men nødvendig.
Da min jagt kammerat og jeg kørte ned og købte vores Jagtbuer havde jeg ingen anelse om hvor meget træning, justering, afprøvning, træning og endnu mere træning der skal til, før der også er plads til at heldet kan have en afgørende faktor.
1. Oktober om morgen skulle 2 andre fra konsortiet ud med riflen. Jeg havde besluttet mig at forsøge mig med Buen i en juletræs beplantning.
Ud over at have spottet en rå med lam, havde vores fuglepasser også set en sølle (spids)buk deroppe.
Planen var, at jeg skule være på plads ca. 45 min. før solopgang. Meeeen – med god vilje var bilen parkeret imellem de to hegninger ved solopgang.
En rå og et lam gik til skovs hen over marken imens jeg gjorde klar. Godt at memorere til en anden gang.
Godt pakket ind i camouflagetøj gik jeg ind i den sydligste hegning. Her var en gammel fasankok lige fløjet ind, så ham skulle jeg se om jeg kunne finde, men …. som alle andre gange … han fandt mig først, og forduftede. Jeg begynder at forstå hvorfor det i buejæger-kredse mindst er en lige så stor præstation at skyde en fasan!
Jeg fortsatte op til hegnet langs asfaltvejen og gik sydover.
Ved første læbælte var udsynet begrænset og jeg ville risikere pludselig at komme for tæt på dyrene og dermed ikke kunne trække buen uset.
Jeg fortsatte længere sydpå. Et godt stykke fra det næste levende hegn syntes jeg, at jeg kunne se bagenden af et dyr inden imellem grenene, men var ikke sikker.
Det skulle undersøges, så jeg måtte krumme ryg og liste tættere på.
Henne ved det levende hegn(øst/vest vendt) kunne jeg umiddelbart ikke se dyret. Efter nogle minutters venten kom dyret til syne. Det stod næsten nede ved en fodertønde imod øst.
Jeg satte mig ned på knæ og begyndte at kravle tættere på. 30 meters afstand – kunne se at det var bukken fuglepasseren havde snakket om. Dog var det ikke en spidsbuk, da den havde nogle små sprodser – men stadig lille og pjusket.
25 meters afstand – jeg kravlede 1 meter ad gangen – løftede langsomt hovedet – kiggede på reaktionerne fra bukken – ned med hovedet igen – kravlede igen 1 meter osv….
Jeg var blot 20 meter fra bukken – “så er den der” tænkte jeg, hvorefter hele min krop begyndte at ryste. Bukken trådte til siden og stod nu perfekt med bredsiden til og hovedet nede.
Jeg prøvede at rejse mig, men mine ben ville ikke makke ret – jeg havde fået den ondeste bukkefeber! Jeg prøvede at trække buen siddende, men måtte slippe den igen, da armene ikke kunne holde den stille.
“OK – ro på! – bukken aner stadig ikke uråd” – tænkte jeg. Jeg besluttede mig at pyrche tættere på. Jeg fik over de næste minutter – i sneglefart – kravlet ca. 3 meter længere frem. Jeg var nu inde på makimalt 17 meters afstand.
Så var det nu eller aldrig – alt var perfekt. Jeg satte aftrækkeren i loopet og rejste mig stille og roligt op i fuld højde imens bukken stadig essede.
Jeg trak buen, så roligt det nu kan lade sig gøre – alle sanser var i brug. Alle de mange timers træning kom til sin ret – jeg fandt sigte bag forløbet og nede i hjerteregionen. Det sidste jeg huskede inden jeg slap pilen var “lidt ned”. Ved alt løbende vildt sigter man altid lidt under det ønskede træfpunkt, da dyrene KAN nå at reagere på lyden fra bue og pil.
Jeg slap pilen og hørte smældet fra strengen, som ramte armbeskytteren.
Pilens hvislen kunne tydeligt høres og blev fulgt op at et hult dunk, da pilen ramte bukken.
Pilen fortsatte lige igennem bukken – og bukken gav et kort bræg inden den satte i spring og løb imod sydøst.
Efter 30-40 meter forsvandt bukken ved det østlige hegn.
SÅ kom ventetiden….! Jeg blev stående i nogle minutter og spejdede over imod hvor jeg så bukken forsvinde – der var stille …
Pilen sad i jorden 10 meter bag skudstedet og var helt smurt ind i mørkt blod. Ingen tvivl om at den nok skulle ligge forendt tæt på.
Efter et opkald og endnu mere venten gik jeg over til hegnet for at finde bukken. Dér lå den – spurten var endt ved et grantræ dér hvor jeg så bukken forsvinde.
Pilen var gået igennem det øverste hjertet og lidt af leveren.
YES !! Sikken en herlig følelse – Når alt lykkedes og alt går op i en højere enhed er det næsten ubeskriveligt.
Lykønskningerne ved morgenmaden varmede ekstra meget. Dagen kunne ikke have fået en bedre start.
Riflen får det svært fremover …. sorry :o)
