Ny opgørelse viser flere ulvepar i Jylland, og forskerne forventer yderligere vækst i bestanden de kommende år
Der lever nu mindst 49 voksne ulve i Danmark
Af Redaktionen
De nye ulvetal fremgår af en ny status fra Naturhistorisk Museum i Aarhus og Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet.
Ulvene er fordelt på 11 forskellige ulverevirer – fra Løgumkloster i Sønderjylland til Råbjerg i Nordjylland – og bestanden ser ud til fortsat at være i vækst.
Den nye opgørelse viser den såkaldte forårsbestand. Det vil sige antallet af voksne ulve, inden årets nye hvalpe bliver født i begyndelsen af maj.
I foråret 2025 blev der registreret mindst 45 ulvehvalpe i Danmark, og forskerne forventer nu, at bestanden vil vokse yderligere.
– Næste forår kan antallet af voksne ulve være steget til mindst 70, fordi vi regner med, at flere af de par, der ikke havde fået unger i den seneste optælling, får unger netop nu, siger Kent Olsen, der er seniorforsker og videnskabelig chef ved Naturhistorisk Museum.
Antallet af etablerede ulvepar er samtidig steget fra syv til ti på blot et år.
Bestanden vokser – men ikke ukontrolleret
Selv om ulvebestanden er stigende, understreger forskerne, at udviklingen ikke er ensbetydende med en eksplosiv vækst.
Ifølge Kent Olsen skyldes det blandt andet en relativt høj dødelighed blandt ulvehvalpe samt en løbende ind- og udvandring mellem Danmark og resten af Europa.
Ulvene i Danmark er en del af den centraleuropæiske bestand, hvor dyr løbende bevæger sig over store afstande på tværs af landegrænser.
Den stigende bestand kommer samtidig i en periode, hvor diskussionen om regulering af nærgående ulve fylder stadig mere i den offentlige debat.
LÆS også: Ulveforsker: Der er plads til flere ulve i Danmark
Ulv og overvågning
Ulve overvåges i Danmark gennem DNA-analyser, vildtkameraer og registreringer fra offentligheden. Revirerne findes fortsat udelukkende i Jylland, hvor store skov- og hedeområder giver mulighed for etablering af territorier.
Myndighederne afviser kategorisk at udsætte ulve på Sjælland.
En ulveflok består typisk af et forældrepar og årets hvalpe. Når de unge ulve bliver kønsmodne, forlader de ofte flokken for at finde egne territorier – nogle gange over meget store afstande.
Bestanden i Danmark er fortsat relativt lille sammenlignet med nogle europæiske lande, men relativ høj sammenholdt med f.eks. Sverige og Norge, som holder bestanden nede ved hjælp af stærk kontrolleret jagt.










