Alt kommer til den, der kan vente, lyder det i den digitale bog ” På riffeljagt”, der blandt andet bringer reportage om jagt på Muntjac
Muntjac på overtid
Af Redaktionen
– Løft Jeres fødder og hold Jer lige bag mig, kommanderede Trevor Edwards, der med sine næsten to meter havde et noget bedre udsyn end Robin, stalkeren Kurt Hughes og undertegnede, der i nævnte rækkefølge kom lige bagefter. Men på grund af Trevors store overblik gik vi alle på afsøgt terræn.
Jeg havde besluttet at lade teleobjektivet blive i bilen. Chancen for en muntjac var ude i elvte time og da den lange tele kan være lidt besværlig at gå med i tæt krat, ville jeg ikke risikere at spolere turens måske sidste chance.
Vi fulgte de klippede spor, holdt fokus på skovbunden, men følte os med ét opdaget …
Læs mere om jagt i
ENGLAND
Vi kiggede op og så to, mørke dåhjorte, der med morgensol i skuflerne betragtede det lille optog. Afstanden var 60-70 meter og de lange ben var delvist dækket af bregner og tæt brombærkrat.
Langsomt gled de to dyr frem til fuld beskuelse og et øjeblik fortrød jeg, at jeg helt havde satset på Robins jagtheld. Det var som nævnt turens sidste outing, og jeg havde endnu ikke haft en riffel i hånden.
– Kan jeg skyde? Jeg kan bare skyde på halsen.
Robin var helt ny i gamet og havde overhørt en samtale om dåvildt, der selv med et mindre kaliber kan skydes effektivt på halsen. Vel at mærke af en sikker skytte. Men selv om selvtilliden efter gårsdagens kaninjagt ikke fejlede noget, havde han ikke licens til dåvildt.
– Nej, de er for store til halsskud, svarede Kurt og befriede mig for en længere diskussion om, hvorfor det ikke var muligt. Kurts ord var lov.
Hjortene lod sig beskue nogle øjeblikke, inden de travede af sted.
