To Zimbabwe ministre, diverse kinesiske forretningsmænd og den Engelske Prins Harry’s ”ex svigerfar” indblandet i krybskytteri
Netnatur.dk har tidligere kunne berette om det stigende krybskytteri efter blandt andet næsehorn i Zimbabwe, men sagen synes at være langt mere alvorlig end først antaget. Både hvad angår indblandede personer, såvel som antallet af nedlagte næsehorn, ligner historien mere og mere en billig roman.
For nogle måneder siden blev en kinesisk statsborger arresteret på hovedvejen mellem Hwange og Bulawayo med fem horn fra næsehorn i sin bil. Under afhøring indikerede han, ifølge Zimbabwes eneste overlevende uafhængige avis Zimdaily, forbindelse til en uidentificeret forretningsmand i Kwekwe.
Denne forretningsmand pegede herefter på Mugabes forsvarsminister og hans informationsminister Webster Shamu. Forsvarsministeren Emmerson Mnangagwa blev berygtet i begyndelsen af firserne, da han var chef for Mugabes frygtede efterretningstjeneste/hemmelige politi CIO, der sammen med nordkoreanske soldater myrdede 20.000 civile for at knuste al opposition i Matabeleland. Sagen om krybskytteri blev efterforsket af en politikommissær og sendt til statsadvokaten, men er nu på mystisk vis forsvundet.
Et forsøg på at fremskaffe en kopi mislykkedes, da politikommissæren i mellemtiden er forflyttet til en ubetydende udpost! Ifølge den forsvundne rapport, dirigerede de to ministre operationerne fra naturreservatet HKK Safari der i fællesskab ejes af minister Shamu og en Charles Davy. Mr. Davy er far til den engelske Prins Harrys tidligere kæreste Chelsy og har tidligere været anklaget for overtrædelser af jagtloven og finansielle uregelmæssigheder, men er hidtil blevet ”beskyttet” af informationsminister Shamu.
Sagen er især pinlig, da Mugabe har arresteret flere af oppositionens folk efter falske anklager og kommer umiddelbart før CITES forventes at give Zimbabwe en irettesættelse for ikke at have forhindret tabet af 70 næsehorn til krybskytter over de seneste 12 måneder. Det officielle tal på 70 mistede næsehorn anslås for øvrigt at være voldsomt underdrevet, da tallet nok nærmere er over 300 alene sidste år.