Dansk Land og Strandjagt (DLS) er betænkelig ved national plan for arts-forvaltning “fordi magtfulde fredningsorganisationer dermed vil gøre det umuligt at høste af naturens overskud.”
Af Redaktionen
Danmark skal have en national plan for artsforvaltning. Det sker efter anbefaling fra Natur- og Landbrugskommissionen, som har efterlyst en samlet strategi for den statslige indsats for arter. Det kan man læse på Naturstyrelsens hjemmeside.
Her kan man også læse følgende:
“Planen omfatter sjældne og truede plante- og dyrearter og arter som skaber forvaltningsmæssige udfordringer, eksempelvis skadevoldende vildt og invasive arter. ”
Den nye plan blev berørt under mødet i Vildtforvaltningsrådetsmødet i december 2014.
Se udkast til referat fra mødet her.
Som man kan læse udtrykker Danmarks Jægerforbund(DJ) et ønske om fortsat at kunne behandle jagttiderne i Vildtforvaltningsrådet. Konklusionen på dette ønske ser dog ikke ud til at blive debateret, men den nye formand for Vildtforvaltningsrådet Jan Eriksen konkluderede, “at rådet vender tilbage til emnet på mødet i marts.”
Selv om det endnu er uklart hvordan planerne kommer til at spille ind på f.eks. de traditionelle jagttidsforhandlinger i Vildtforvaltningsrådet, er DJ ikke ene om at se med en vis bekymring på de nye strategier, der blæser over dansk vildtforvaltning. Også Dansk Land og Strandjagt(DLS) ser kritisk på de nye planer. Formand Finn Madsen oplyser til Netnatur.dk følgende:
“Dansk Land og Strandjagt har hovedbestyrelsesmøde den 18. april, og et af dagsorden-punkterne er artsforvaltning. En overordnet artsforvaltningsplan bør været et godt middel til at sikre arternes fremtid” udtrykker Finn Madsen med et stort men …
“Dansk Land og Strandjagt er dog betænkelig ved en sådan løsning, fordi stærke, magtfulde fredningsorganisationer dermed vil gøre det umuligt at høste af naturens overskud. Det kunne blive et nyt redskab til at afvikle jagt i Danmark” mener Finn Madsen og peger på fredning af mågerne, skarver, råger, begrænset jagttid på vildmink, krager og skader som eksempler på fredninger, der bunder i ønsker fremført af de “magtfulde fredningsorganisationer”
Hvad den Nationale plan egentlig betyder, kan man læse mere om på Naturelsens hjemeside, hvor der bl.a. skrives følgende:
“Den nationale plan for artsforvaltning skal udgøre en strategisk ramme, som gør Naturstyrelsen bedre i stand til at planlægge og prioritere indsatsen omkring artsforvaltningen. Artsindsatsen spiller sammen med Naturplan Danmark, og er et led i den samlede naturindsats, der frem mod 2020 skal vende en hidtidig kritisk udvikling for biodiversiteten til ny fremgang.”







