Alt for få børn får i dag lov til at mærke naturens kraft, mener læge og journalist Peter Qvortrup Geisling. Nu har han skrevet en bog om, hvor vigtig naturen er for vores sundhed
Af dn.dk
Han var fem år, da han mærkede den første gang; Følelsen af den trækning der løber gennem linen, videre gennem kroppen og direkte mod reptilhjernen, når fisken bider på.
I dag giver han sin glæde ved fiskeri – og naturen i det hele taget – videre til sin seksårige datter Merle. Oftest er hun med på søen.Forleden dag startede seancen vanligt med, at han strøede et par håndfulde forfoder ud for at lokke fiskene til.
Merle lå på maven og lod øjnene gå på jagt i det klare vand og tabte et par chips ned i vandet. De flød med strømmen langs sivene, og kort efter viste dagens første fisk sig, snappende efter de sprøde kartofler.
– Hey, hvem er det, der lokker fisk til her far? Det der forfoder har vi vist ikke brug for, drillede hun.Det er sådanne øjeblikke, han elsker at dele med sin datter.
Naturen er afgørende for vores sundhed
Også fordi han ved, at naturen er afgørende for menneskers sundhed. Han føler sig forpligtet til at give datteren rigeligt vitamin N, som han kalder det.
Det vitamin som børn får stadigt mindre af, fordi deres tid er fyldt op af fritidsaktiviteter, institutionsliv, tv og iPads.
I det hele taget er vi alle kommet for langt fra naturen, mener Peter Qvortrup Geisling. Og det bekymrer ham:
– Behovet for naturen er grundlæggende for os. Det er skrevet ind i vores DNA. Men vores måde at leve på har rykket os så langt væk fra naturen, at den mentale sundhed er udfordret som aldrig før, og meget tyder på, at vi er ved at sætte flere generationer af børn og unge over styr naturmæssigt.
Vi er nødt til at give vores børn mere vitamin N – plante det frø i dem, der skal minde dem om, at de altid har naturen – Peter Qvortrup Geisling
Natur kan helbrede stress
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO bliver stress den lidelse, vi kommer til at bruge flest penge på at helbrede i 2020. Samtidig viser stadigt mere forskning, at stress kan helbredes i naturen.
– Men det bliver svært for vores børn at finde hjælp i naturen, hvis ikke de har oplevet den, mens de var børn. Vi er nødt til at give vores børn mere vitamin N – plante det frø i dem, der skal minde dem om, at de altid har naturen, siger han.
Hver 10. har aldrig badet i havet
Han kender undersøgelser, der viser, at 10 procent af danske børn aldrig har badet i havet, og at børn tilbringer mindre end halvt så meget tid i naturen som deres forældre og bedsteforældre gjorde, da de var børn, som en undersøgelse foretaget af Danmarks Naturfredningsforening og Gallup viser.
Og nu har han skrevet bogen ’Naturen på recept’ – Din mentale sundhed er lige udenfor, som netop er udkommet.
Så sundt og så simpelt
Da Peter Qvortrup Geisling for seks år siden blev far til Merle med sin veninde Christina, vidste han med det samme, at hun skulle hedde Merle, der betyder solsort på fransk. Og allerede da besluttede han, at han ville give Merle så meget natur som muligt.
Han fisker mobilen op af lommen for at vise et billede, han tog i sidste weekend, hvor de var i Norge, blandt andet for at fiske. På billedet er Merle iført rød redningsvest på dækket af båden. Smilet når helt op i øjnene.
– Hun har lige trukket tre store sej om bord. Se hvor glad og stolt hun er, udbryder han. Det er sådanne oplevelser, han håber og ønsker, at langt flere børn vil få.
– Missionen med bogen er at minde forældre om, at de skal huske at bruge naturen selv, men også at de skal gøre det for deres børn. Det er så sundt og så simpelt. Det er en af de allervigtigste former for medicin.

Døde dyr i fryseren
Når skoleklokken ringede ud til sommerferien, da han var barn, løb Peter Qvortrup Geisling og hans kammerater direkte ud på sommerfuglejagt.
Andre gange var det snegle, dyreskeletter og fjer, han tog med hjem. Nogle af fjerene har han stadig. Det kunne også være større døde dyr, han samlede op fra skovbunden.
Så lagde han dem i fryseren derhjemme. Og en dag, da hans mor troede, at hun havde taget et halvt kilo frikadellefars op til aftensmaden, trak hun i stedet en skovmår op af posen.
– Da tømte hun fryseren for en del af mine skatte. Men hun blev ikke sur. Mine forældre har altid bakket op om mine udflugter i naturen.
Faderen lagde f.eks. ofte sin arbejdsrute til de forskellige møbelforhandlere efter, hvor Peter og hans venner ville fiske. Han kørte dem til sø eller å og hentede dem igen, når han fik fri. Så havde han hotdogs med, som de spise på vej hjem i bilen.
– Det er selvfølgelig de bedste hotdogs, jeg har spist i mit liv. Det er sådan nogle ting, man husker. Ligesom jeg aldrig glemmer oplevelsen af, hvordan jeg fangede min første salamander med en sigte på et kosteskaft. Fra jeg var 8, til jeg var 17, var mit liv fisk og fugle.
Trækroner ogsandhedsøjeblikke
Siden har han trukket mange hundrede fisk i land. Men sat næsten lige så mange ud igen, fordi han ikke nænner at slå dem ihjel.
Det er blandt andet, hvad naturen gør ved hjernen, han beskriver i sin nye bog.
– Hjernen er slet ikke bygget til at blive brugt, som vi bruger den i dag. Det her er vi bygget til, siger han og slår ud med armene.
Naturen kan også give adgang til det, han kalder sandhedsøjeblikke. Det var et sådant, der for syv år siden år siden ramte ham fra træernes kroner.
– Jeg lå og følte taknemmelighed over mit liv og alle de drømme, jeg havde fået opfyldt. Men jeg kunne mærke, at der manglede noget. Kort efter blev Christina og jeg enige om at få et barn sammen. Og dybest set føler jeg, at Merle er redningen i mit liv, siger han.
Han har lovet sig selv at gøre alt for at plante naturen i hendes sind som et kim, der skal vokse sammen med hende, så hun altid vil have naturen at søge styrke i.
– Som jeg selv har det, fordi jeg var så heldig, at naturen blev plantet i mig som barn. Jeg vil være sikker på, at hun har minderne, hun kan gribe tilbage til.
Blå bog
Peter Qvortrup Geisling er født i Aalborg i 1962.
Uddannet læge fra Aalborg Universitet i 1992. Samtidig med lægeuddannelsen læste han tillægsuddannelse i journalistik ved Danmarks Journalisthøjskole og blev i 1990 uddannet journalist.
Siden 1997 har han på DR gjort danskerne klogere på deres sundhed. Fra 1997-2005 som vært for det populære tv-program Lægens Bord, der havde omkring 750.000 seere.
Siden i programmer som Ha’ det godt, Diagnose søges, Sundhedsmagasinet og som sundhedskorrespondent i Tv-Avisen og 21 Søndag.
I 2010 blev han far til datteren Merle Maria Geisling med veninden Christina Maria Jensen.