En gammel jagt- og familiehund risikerer aflivning alt imens ny hundelov debatteres i Folketinget. Den nuværende og stærkt omdiskuterede hundelov levner ikke plads til politiets fortolkning, og den gamle labrador, der bed en forbipasserende hund, sidder allerede på dødsgangen
Af Redaktionen
“Jeg har i dag besluttet, at Deres hund skal aflives”. Sådan indleder Nordsjællands politi deres skrivelse til indehaveren af en ni år gammel labrador.
Politiets dødsdom skyldes, at den gamle jagt- og familiehund tilsyneladende umotiveret angreb en forbipasserende hund så voldsomt, at politiet vurderer, der er tale om en skambidning. Dermed træder hundelovens § 6 stk. 5 i kraft, og politidirektøren SKAL træffe bestemmelse om aflivning.
Den sorte labrador er nu placeret på dødsgangen i et nordsjællandsk internat, hvorfra aflivningen sandsynligvis vil blive gennemført.
Den gamle jagthund, der af ejeren betragtes som en venlig og omgængelig hund, blev den pågældende dag – for første gang – luftet af et familiemedlem. Dette har ejeren påpeget over for politiet. Men selv om der dermed er tale om en lidt atypisk situation, levner lovens fortolkning ikke plads til formildende omstændigheder.
Politiet har i deres begrundelse for afgørelsen lagt vægt på, at den angrebne lille hund blev løftet op i luften og rusket i nakken og efterfølgende blev syet med flere sting hos dyrlægen. Dyrlægerne konkluderer dog i redegørelsen til politiet, at hunden ikke har været i livsfare. Den var desuden i stand til selv at gå hjem.
Uretfærdig aflivning
Hundeejeren, der har valgt at være anonym, men som er kendt af redaktionen, udtrykker over for Netnatur.dk stor ærgrelse over det, som er sket, men han mener ikke, hundens angreb retfærdiggør en aflivning.
– Min hund var i snor, men rev sig uheldigvis løs, da min svigerinde luftede den sammen med to af hendes egne hunde. Jeg er naturligvis meget ked af hændelsen, som jeg ikke vil forsøge at negligere.
– Det, der dog kan forarge mig i politiets afgørelse, er, at aflivningerne fortsætter, efter at fødevareministeren har spillet ud med sin helt nye “hundepakke”, siger hundeejeren, der frygter, at andre hunde og hundeejere rundt omkring i landet kan være i lignende håbløse situationer.
– Vi har måske en situation, hvor hunde, som slet ikke var tænkt omfattet af loven, bliver aflivet helt op til en ny vedtagelse i folketinget, fortsætter den berørte hundeejer, som ikke har formået at tale politiet fra den bombastiske afgørelse. Udsigterne for den gamle jagt- og familiehund ser dermed dystre ud. Den vil sandsynligvis blive aflivet.
– Jeg klager nu til rigspolitiet, men forventer kun en ændring, hvis ministeren vil gøre noget. Derfor har jeg også skrevet til fødevareministeren, slutter hundeejeren, der især frygter for, hvordan børn og børnebørn vil reagere på, at deres alle sammens hund er blevet dømt til døden.
– Det bliver ikke nemt at forklare, slutter den berørte hundeejer.







