Krybskytter er nu på spil igen på det afrikanske kontinent. Mindst 26 elefanter er blevet dræbt, efter at en gruppe krybskytter mandag trængte ind i Dzanga-Ndoki Nationalparken i Den Centralafrikanske Republik.
Af WWF
– Vi har netop modtaget nyheden om, at mindst 26 elefanter er blevet dræbt af krybskytterne. Det er totalt nedslående nyheder, siger WWF Danmarks generalsekretær, Gitte Seeberg, i en udsendt pressemeddelelse.
WWF har kraftigt appelleret til nabolandene Cameroun og DR Congo om at yde Den Centralafrikanske Republik hjælp med at beskytte elefanterne og få styr på sikkerheden i parken.
– Denne massakre er endnu en ubehagelig påmindelse om den stærke trussel, der er mod elefanterne i disse år, fortsætter hun og understreger, at WWF vil arbejde for højere straffe til gerningsmændene, som tjener enorme summer på krybskytteriet.
WWF slog alarm fredag morgen, fordi man frygtede, at en massakre på elefanterne i reservatet kunne være i gang. Organisationen modtager oplysningerne fra flere kilder.
I mandags henvendte tre mænd bevæbnet med kalasjnikov-rifler sig til to WWF-støttede lokale forskere i skoven. De bad om mad og spurgte om vej til et udsigtstårn ved Dzanga Bai, der lokalt er kendt som “elefantbyen”.
Tårnet bruges af turister og forskere til observationsformål.
De to forskere sendte de væbnede mænd i en forkert retning og flygtede. Senere hørte de begge skud komme fra det samme område.
Samme dag sagde to vagter i parken til WWF, at de havde set bevæbnede mænd i udsigtstårnet ved Dzanga Bai, som skød i retning af elefanterne.
Kilderne oplyser endvidere, at de også så et køretøj med sytten mænd ved indgangen til parken.
WWF frygter, at der kan blive tale om en af de største massakrer på elefanter i regionen siden februar 2012, hvor krybskytter skød og dræbte mindst 300 elefanter i Bouba N’Djida Nationalparken i Cameroun.







