Helt ny tilskudsordning skal skabe sammenhæng i naturen og være til gavn for både bier og sommerfugle …
Af Miljøstyrelsen
Et levende hegn med blomstrende buske fra København til Esbjerg. Det kan blive resultatet af den nye tilskudsordning til læhegn og småplantninger, som Miljøstyrelsen nu lancerer.
Læhegnenes blomstrende træer og buske skal styrke den biologiske mangfoldighed ved at skabe gode levesteder og forbindelseslinjer i landskabet for vilde dyr og planter.
Hvem kan søge?
Landmænd og andre jordejere kan søge om tilskud til at plante levende hegn med 3-7 rækker af træer og buske. Mindst halvdelen af planterne skal blomstre, så de er til gavn for vilde bestøvere som bier og sommerfugle. Den tidligere tilskudsordning stillede kun krav om, at en fjerdedel af planterne skulle blomstre.
Den nye tilskudsordning for læhegn og småbeplantninger er en del af Naturpakken og har fokus på landmanden som naturforvalter. Tilskuddet er på 60.000 kroner per hektar.
Der er afsat i alt 10 millioner kroner om året til læhegn i årene 2017-2019. Nok til cirka 150 hektar læhegn og småbeplantninger eller 300 kilometer læhegn med tre rækker planter.