I dag tirsdag vil Folketingets landdistriktsudvalg på et samråd med miljøministeren have svar på, hvad man fra politisk side vil gøre, i forbindelse med, at ulven tilsyneladende atter er ved at etablere sig i Danmark
Af Redaktionen
– Der er indikationer på, at ulvene kan være udsat. Der er nogle mistænkelige adfærdsmønstre i den måde, ulvene er blevet spottet på. Det sætter flere ting under pres både i forhold til forvaltningsplaner, kompensationsordninger og det nationale spørgsmål om, hvor vidt vi ønsker ulve i Danmark, hvis de er udsat, siger Esben Lunde Larsen, medlem af Folketingets landdistriktsudvalg for Venstre og viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune til DR Nyhederne.
I Esben Lunde Larsens hjemby i det vestjyske florerer adskillige rygter om, hvordan ulvene skullet være kommet til Danmark, hvilket også har afstedkommet, at politiet har afhørt en person i området. Der bliver også talt i krogene om, at der skulle være skudt en eller flere ulve, en sag som politiet ser på med meget stor alvor.
Danmarks Naturfredningsforening har tidligere meldt en sag til politiet, fordi en person under et interview til DR Midt/Vest fortalte, at han var vidende om, at en ulv skulle være skudt. Som det før har været nævnt i pressen, så har det ikke været muligt at finde frem til noget mere konkret i den anledning. Dog er sagen endnu ikke indstillet fra politiets side.







