Snart vil store kampesten blive smidt i Limfjorden, så de danner et rev, der kan kvæle kvælstof
Af Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning
Kystdirektoratet har netop givet tilladelse til etablering af stenrevet, nordvest for Livø i Løgstør Bredning. Direktoratet har samtidigt vurderet, at der ikke skal udarbejdes konsekvensvurdering eller VVM-redegørelse for projektet.
Der er dermed grønt lys til forsøget, som skal vise, om stenrev kan blive et effektivt virkemiddel mod kvælstof. Miljø- og fødevareministeriet har sat ca. 20 mio. kroner af til et femårigt projekt, der udføres af Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning i samarbejde med Limfjordsrådet.
Skal frigive kvælstof
Teorien bag forsøget er, at stenrevet kan forhindre, at der bliver frigivet kvælstof fra havbunden. Det skyldes, at der vil vokse tang på stenrevet, og tangen vil frigive så meget ilt, at det så at sige danner et låg over havbunden, så kvælstoffet ikke kommer op i vandet.
Hvis det virker i praksis, vil havet være mere robust over for kvælstof, der kommer fra markerne. Derfor kan det blive et effektivt virkemiddel mod kvælstof i fremtidens vandområdeplaner.
Projektet etableres i Løgstør Bredning, som er et Natura 2000-område. Udover at bekæmpe kvælstof forventer man også, at stenrevet vil bidrage til øget biodiversitet i området, fordi det vil tiltrække fisk og planter. Projektet løber frem til 2020.
De første sten ventes lagt ud i oktober.