I dag tegner udviklingen for den danske odder sig til at være en succeshistorie. Bestanden er støt stigende og odderne trives
Odderen – fra truet til udbredt
Af Redaktionen
Odderen (Lutra lutra) var i slutningen af 1950’erne udbredt i det meste af Danmark med undtagelse af bl.a. Bornholm, Samsø og Læsø. En undersøgelse i 1980 viste, at den danske bestand var gået drastisk tilbage og der blev derfor iværksat en række forvaltningsmæssige tiltag.
Bestandsudviklingen har siden været positiv og odderen lever nu i store dele af Jylland. I 2007 fastslog DNA-analyser af prøver fra ekskrementerne, at der også stadig findes odder i Vestsjælland.
Udseende
Fra snude- til halespids måler en voksen odder ca. 100-130 cm og vejer omkring. 6 til 11 kg (hanner), 5 til 8 kg (hunner).
Som en tilpasning til livet i vand har odderen svømmehud mellem tæerne, og kroppen er lang og strømlinet. Både ører og næsebor kan lukkes, når dyret dykker, og pelsens gråbrune underuld er isolerende og vandskyende.
Pelsens er på oversiden mørkebrun, lidt lysere på bugen, og på halsen og undersiden af hovedet kan pelsen være hvidgrå.
Det flade hoved med de lange knurhår omkring snuden og den kraftige hals, der næsten går i ét med kroppen, er typiske kendetegn ved odderen. Men arten kan også kendes på den let affladede hale.
Fødevalg
Odderen lever især af fisk som aborre, ål, karpe og ålekvabber. Fisk i størrelsen 10-15 cm foretrækkes. De foretrukne ål er dog en smule større. Frøer kan også udgøre en del af føden, og ind imellem tager odderen også små pattedyr, fugle og krebsdyr.
Odderens levevis
Odderen lever i tilknytning til både stillestående og rindende vand, salt- og ferskvand. Uforstyrrede vandløb, søer, moser og fjordområder, med gode skjulmuligheder i form af vegetation, er oplagte levesteder.
Da odderen er nataktiv opholder den sig om dagen i en hule i brinken, under trærødder eller under buske.
Både hanner og hunner hævder territorium, men hannens er større end hunnens, og kan strække sig over mere end 10 kilometer vandløb. Kun i parringstiden færdes hannen og hunnen sammen.
De fleste unger bliver født om sommeren eller i efteråret, selvom odderen kan føde unger på alle tidspunkter af året. Et kuld på 2-3 unger fødes, når hunnen har været drægtig i ca. 60 dage. Ungerne er et år gamle før de kan klare sig selv.
For at odderen yngler, skal der i dens territorium være skjul eller fristeder i form af rørskov, krat eller anden bevoksning. Der skal også være ringe menneskelig aktivitet, det vil sige et minimum af færdsel, lystfiskeri og jagt. Findes der tilstrækkelige skjul, er odderen mere tolerant overfor menneskelige forstyrrelser.
Trusler og bevaring
Der bliver årligt dræbt omkring 30 til 40 oddere i trafikken, og det sker oftest, hvor en vej krydser et vandløb. Erfaringer har vist, at en del af disse trafikdrab kan undgås ved at der etableres fast grund af banketter, sandbanker, græs eller sten under broen. De fleste oddere vil nemlig ikke svømme under vejen, men gerne krydse under den via fast grund.
Tidligere druknede oddere ofte i fiskeruser. Ifølge gældende lov skal man nu bruge stoprist eller spærrenet i åleruser.
Hvad kan hjælpe den danske odder?
Den danske odderbestand er i fremgang og det skyldes ikke mindst, at man i visse større områder har sikret dens levesteder, og her tager særlige hensyn til odderne. Blandt andet sikrer man oddernes såkaldte fristeder, ved at vegetationen – og dermed dyrenes skjulesteder – ikke fjernes langs bredderne.
Bibeholdelse af krat langs vandløbene sikrer gode skjulesteder for dyrene.
Oplev odderen
Odderen er et meget sky dyr, og man skal derfor være heldig for at opleve den i det fri. Størst chance er der, hvis man opsøger områder, hvor odderbestanden er stor, for eksempel ved Limfjorden.
Man bør kigge efter odderen i den tidlige morgen eller sene aften. Man kan også kigge efter odderen, hvis det er vinter med hård frost og is på søer og vandløb. Så kan den dukke op, hvor der er isfrit.
Ser man ikke odderen, kan man stadig være heldig at finde spor efter den. Her kan man kigge efter poteaftryk i mudderet langs åbredden, ekskrementer eller ”slisker” – de glidebaner odderen bruger for hurtigt at komme i vandet.
Kilde: Miljøstyrelsen
